Saga kigger desperat efter ham. Hun kan mærke vreden pulserer rundt i kroppen. Hun er så vred, at hun næsten ikke kan være i sig selv. For fanden da.

”Der! Der er han.” Hun peger ud gennem forruden mod et busskur. På bænken sidder han foroverbøjet, og en vodkaflaske ligger og triller rundt i hjørnet. Hendes mor standser bilen og holder ind til siden. Saga tager selen af, mens hun kigger ud på sin far. Som han sidder der, kan hun næsten ikke genkende ham. Hans øjne ruller i hovedet på ham, og hans krop er slatten. Hun åbner døren og går over mod ham.

”Far?” Han kigger på hende og forsøger at rejse sig op. Deres øjne mødes, og Sagas mave vender sig. Det hele snurrer for hende. Hendes krop og hendes tanker bliver til to adskilte dele. Hendes ben og arme arbejder for hende, men indeni er hun knust i smadder. Hun sætter sig på hug foran ham og kigger på ham.

”Far, hvad har du gjort?” Han kigger på hende, og fra hans øjne lyser det ud med skam, en så forfærdelig skam, at Saga ikke kan få sig selv til at vise ham hendes vrede. Hun har lyst til at holde om ham og vugge ham til ro, men noget i hende kan ikke vise ham den omsorg lige nu. Hun føler en kæmpe sorg rulle ind over hende. Hun har mistet troen på, at det nogensinde kan blive anderledes. Hun har allerede mistet ham. Derfor er hun vred. Hun er vred, fordi at han har ladet det ske. Hun er vred, fordi de voksne, som han havde omkring sig som lille, svigtede ham – fordi de lod ham tro, at det er sådan, verden ser ud, at der ikke er noget at kæmpe for eller have tiltro til. Hun er vred og tung af sorg, da hun sætter sine arme ind under hans. Hun bukker i sine knæ og forsøger at hive ham op, så hun kan få ham over i bilen. Han er for tung, og hun er lige ved at give op, da hendes mors arm griber fat og hjælper til. Sammen får de båret og støttet ham over til bilen og ind på bagsædet. Ingen af dem siger noget. Hendes far forsøger at virke så ædru som mulig. Han forsøger så godt han kan at skjule, hvor skuffet han også er over sig selv. Men det lykkedes ikke for ham. Det stråler ud af ham, at skammen er ved at fortære ham. På forsædet sidder Saga med knyttede hænder. Hendes knoer er kridhvide. Hun holder vreden inde, for hvis hun først slipper den løs nu, er hun bange for, at den aldrig forlader hendes krop igen. Hun lægger låg på. Låg på. Låg på.

Bilen holder på parkeringspladsen uden for hans opgang.

”Kan du selv gå op, far?” Der er vrede i hendes stemme.

”Ja…” Han mumler ordet ud gennem den tåge, som han befinder sig i. Saga tager sig til hovedet og ryster følelserne af sig. Så stiger hun ud og åbner døren om til bagsædet, hvor hendes far forsøger at holde fokus, så han kan komme ud af bilen. Saga og hendes mor støtter ham op til hans lejlighed. Han forsøger, så godt han kan, at hjælpe til. Da de kommer op i lejligheden, fører Saga dem direkte ind til soveværelset, hvor de sætter ham på sengen.

”Tak, mor. Jeg kan selv klare resten nu.” Hun kigger på sin mor og lader hende vide, at det er bedst, hvis hun går ned til bilen og venter.

”Jeg er lige udenfor, hvis du får brug for mig.” Saga nikker og vender sin opmærksomhed mod sin far igen. Stille hjælper hun ham af med hans sko og hans jakke. Tager forsigtig fat i hans nakke og hoved og lægger ham på plads på madrassen. Tager fat om hans ben og fødder og skubber dem på plads. Hun retter puderne og trækker dynen op om ham. Han er allerede faldet i søvn. Ude i køkkenet fylder hun et stort glas med vand.

”Far, du skal drikke det her.” Han åbner sine øjne til to små sprækker og kigger ligegyldigt på vandet i glasset.

”Men det skal du!” siger hun som svar på hans blik.

Hun hjælper ham med at drikke, men der kommer ikke meget ind. Og så lægger hun ham ned igen.

Hun sidder på sengekanten og ser på ham. Han forsøger at finde fokus i hendes øjne.

”Undskyld, Saga. Det var en fejl.” Hans ansigt gør en grimasse som om, at han har ondt. Saga kan næsten ikke holde det ud.

”Far, jeg kan ikke hjælpe dig mere. Jeg ved simpelthen ikke hvordan.” Hun finder hans hånd under dynen og klemmer den.

”For at være helt ærlig, så virker det hele håbløst.”

Han kigger på hende, men siger ikke noget. Han kan ikke. Hun kan se, at han skammer sig. Det er som om, at den håbløshed, hun føler, kommer fra ham. Han magter det ikke mere. Han er træt og færdig. Over and out.

”Undskyld.” Han klemmer hendes hånd tilbage.

Saga rejser sig og fisker et stykke papir med et telefonnummer op ad lommen. Hun lægger det på bordet og kigger igen på sin far, der studerer hendes bevægelser én for én.

”Hvis det virkelig var en fejl, far, så ringer du til det her nummer på mandag. Det er et nummer til alkoholbehandlingen i Viborg. Jeg har allerede snakket med dem, og de er klar til at tage dig ind, hvis du selv ønsker det.” Hun bukker sig ind over ham og planter et kys på hans pande. Den er varm og fugtig.

”Jeg elsker dig, far, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig. Men jeg kan ikke, hvis ikke du selv vil. Hvis du beslutter dig for at få hjælp, så siger jeg op på mit arbejde, og så vil jeg være hos dig hver dag. Jeg skal nok hjælpe dig. Vi to, vi kan alt, hvis bare vi har hinanden – det har du selv sagt.” Hun kan mærke, hvordan tårerne presser på. Hun synker en gang og overvinder lysten til at lægge sig ned ved siden af ham og bare holde om ham.

”Pas på dig selv, far! Jeg er her, hvis du ombestemmer dig.” Og så går hun. Ud af rummet, ned ad gangen og ud af lejligheden. Hun lukker døren bag sig, og så falder hun ned på jorden. Hun holder hånden for munden og lader den værste hulken stilne af.

De sidder over for hinanden på en lang række. På den ene side alle misbrugerne og på den anden side de pårørende. De skal fortælle deres forældre, hvad det har gjort ved dem, at de drikker. Saga er så nervøs, at hendes hænder ligefrem drypper af sved. Hendes hals snører sig sammen, og hun føler, at hun skal kaste op. Hendes far kigger på hende og smiler et ”det-skal-nok-gå-smil” til hende. Hun smiler forsigtigt tilbage. Den dag, hun havde fået at vide, at han skulle i alkoholbehandling et sted i Hanstholm, havde været den bedste dag i hendes liv. Hun havde glædet sig til at besøge ham, og hun syntes, at han var helt vildt sej. Stolt havde han vist hende det værelse, som han skulle bo på under opholdet. De havde været ude at gå en tur, og Saga og Martin havde deltaget i en gruppe for børn, hvis forældre var i behandling på stedet. De havde alle siddet ved et bord sammen med en behandler. ”Familiebehandling” kaldte de det. Og selv om hendes mor og far var skilt, så havde hendes mor alligevel siddet med ved bordet. Det havde gjort Saga og Martin lidt mere trygge ved situationen. Men her sidder hun så nu og skal sætte ord på, hvor ked af det hun har været og er over, at han drikker, som han gør. Hvor meget hun savner ham. Hvor meget hun længes efter sin far. Men der kommer ingen ord ud af hendes mund. Hun ser på sin far og ville ønske, at hun kunne tage ham i hånden. Men hun kan ikke nå over til ham. Tårerne triller ned ad hendes kinder, det er alt, hvad hun kan lige nu. Hendes far rejser sig op i stolen, bukker sig frem og tager hendes hånd. 

”Det er okay, Saga. Jeg er her.”