Alene med ham
Alene med ham
Hej, Her om ikke så lang tid, skal jeg være sammen med en dreng (min flirt) og det er ikke første gang vi skal være sammen, men jeg er stadig super nervøs og er bange for at samtalen dør og det bliver super akavet!! Jeg ved ikke hvad jeg skal snakke med ham om og hvad vi skal lave? Jeg snakker ikke så meget med ham til dagligt, selvom jeg egentlig gerne ville, men jeg aner bare ikke hvad jeg skal sige til ham. Jeg har kendt ham siden 0. Klasse så der burde være rigeligt at snakke om, men jeg ved bare ikke hvad... håber i kan hjælpe. Knus Amalie
Kære Amalie
Det lyder som om du er rigtig vild med den her fyr, og så er det altså helt almindeligt at man bliver nervøs, og slet ikke kan finde på noget at snakke om.
Hvad ved du om ham? Hvad kan han godt lide at lave? Hvis du ved lidt om ham hvad han laver i sin fritid, så spørg ham om det. Hvis du ved hvad for noget musik han kan lide, kan du også spørge ind til det. Hvad med noget der er sket i skolen for nylig? De fleste kan snakke lidt om lærerne, nogle lektier eller et eller andet.
Nogle tror man skal have en kæmpe plan, og vide hvad man skal snakke om i flere timer. Det handler nok mere om at have nogle forskellige emner, som man kunne snakke om. Nogle ting, bliver man så hurtigt færdig med at snakke om, og andre ting vokser ligesom, og så kan man snakke om dem i lang tid.
Du kan også fortælle noget om dig. Hvad bruger du meget tid på lige nu. Fortæl om en sjov video du har set, en film du godt gad og se. Hvad som helst, som du interesserer dig for.
Selv mellem mennesker der kender hinanden godt, bliver der nogle gange helt stille. Og det er altså helt i orden. Det sker der ikke noget ved. Så er det "bare" at prøve med et nyt emne.
Held og lykke med det - Julie