Allergi
Allergi
Hej Cyberhuset,
Jeg har haft astma i et stykke tid, og i forbindelse med den første gang jeg skulle blive tjekket for astma(3 år siden), fik jeg også foretaget en priktest hvor det viste sig at jeg ikke havde allergi overfor det sædevanlige hund, græs, støv osv.
Jeg fik for godt en måned siden foretaget en ny priktest i forbindelse med nysen, og det viste sig at jeg har støvallergi og slår lidt ud på hund. Hvordan kan det egentlig være? Vil det sige at jeg så måske udvikler andre allergier over for andet i fremtiden?
Derudover har jeg et andet spg. Jeg var på ferie i sidste måned, hvor jeg lagde mig i solen og det var vel 30-32 grader, dagen efter stod jeg op til et hævet ansigt og mine øjne kunne ikke rigtig ses. Selvom vi har rejseforsikring, valgte jeg ikke at benytte mig af det, da jeg hellere vil nyde ferien. Hævelsen forsvandt efter tre dage og samtidig havde jeg feber i en dag. Så mit spg er hvad kan have fremkaldt det? Solen? Eller? Jeg husker således, at jeg dagen før havde spist skaldyr, men jeg er sikker på jeg ikke er allergisk over for det, da jeg har spist fisk osv da jeg kom hjem igen.
Hej Anonym
Jeg kan godt forstå at du undrer dig lidt, men i bund og grund har du selv svaret. For man kan sagtens udvikle nye allergier gennem livet. Omvendt kan det også sagtens ske at ting som man slår ud på, på en priktest, ikke er noget man egentlig føler sig mærket af.
I forhold til din oplevelse med ferien, er det lidt svært at sige. Hævelsen kan sagtens skyldes sol. Jeg vil dog ikke helt afvise at det også kan skyldes de skalddyr du spiste, selvom du har spist fisk siden. Nu skriver du ikke hvilke skalddyr, men det kan sagtens være at man faktisk er overfølsom overfor en bestemt fødevare, men kun reagerer på det ind imellem.
Man kan også sagtens være overfølsom overfor hund eller kat, og egentlig ikke opleve at det er noget man reagerer på i praksis, og så pludselig møde en enkelt hund eller kat, som man reagerer voldsomt på. Så hvis du oplever at hæve igen på den måde, så synes jeg du skal tage til lægen og få det tjekket, så du kan få lidt mere vished, om hvad det er du reagerer på.
Mange hilsner Julie