Anbragt ud fra hjemmet???

brevkassespørgsmål

Anbragt ud fra hjemmet???

Teenageliv

Hej, jeg har altid ville blive anbragt ud fra hjemmet, da jeg bare føler mig som pynt hjemme hos os. Ingen kan lide mig, og det er altid mig der skal gøre noget, når der nu skal gøres noget. Jeg bliver altid råbt af og alt skal altid gå ud over mig, selvom vi er fire børn og jeg er den tredje af børnene. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det her, da det er ret indviklet. Men sagen er, at jeg ikke er glad derhjemme og jeg føler mig ikke tryg sammen med min "familie", som man nu burde være når man er hjemme og sammen med sin familie. Jeg føler ikke jeg kan åbne op for min familie, for så vil jeg bare blive dømt. Min familie er indvandrer, så det gør det hele ikke meget nemmere. Som sagt så ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare det her, men jeg er ikke ligeosm mine andre søskende. Jeg kan godt være lidt udfordrende, og jeg føler at jeg sidder fast i en dobbeltsocialisering, Jeg kan godt lide at have en anelse mere tørklæde på, tætsiddene tøj, ryge, være ude med både drenge og veninder, og jeg vil godt måske være lidt mere med i den unge kultur, hvor i modsat mine søskende slet ikke er sådan. De er meget religiøse osv (bærer ikke tørklæde) og det er hele min familie også. Jeg er muslim og jeg tror på Allah, men jeg er vil så også bare gerne være sammen med venner og hygge, ligesom alle unge. Sagen er også at min familie i sommer fandt en pakke smøger i mit skab, og de blev godt nok vrede, virkelig meget. Jeg fik taget min telefon, og jeg måtte slet ikke gå ud. Alle så ned på mig, jeg fik dog det hele tilbage efter sommerferien (lidt over 2 måneder), men så igen i oktober så tog de min tlf da de opdagede at jeg var sammen med forkerte personer, havde skrevet med drenge osv. Dér blev jeg virkelig ødelagt, for de tog alt fra mig. Til sidst vidste jeg slet ikke hvem jeg var, for jeg følte at min identitet blev taget. Jeg vil bare så gerne ikke bo hjemme mere, for jeg ved at hvis noget sker næste gang. Så er mit liv ødelagt, også er det bare skole og hjem og så må jeg intet. Jeg er virkelig bange for hvis de nu opdager noget igen, for så vil jeg blive set ned på, slået og al mulig, og jeg tror virkelig at det ender med at jeg løber hjemmefra.

Svar:

Kære du

Jeg kan godt forstå din frustration, og det er helt sikkert noget som rigtig mange unge, der skal forholde sig til to meget forskellige kulturer, kender til.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg ikke kan vurdere, om du kan blive anbragt udenfor hjemmet. Der kan være meget forskellige regler fra kommune til kommune. Som udgangspunkt vil man selvfølgelig altid forsøge at hjælpe dig og din familie, til en løsning, hvor det kunne lade sig gøre for dig at blive boende. Altså fordi du faktisk trives med at blive boende, og din familie trives med at have dig boende.

Hvis man vurderer at det slet ikke kan lade sig gøre, og at det skader din trivsel at blive boende hjemme. Så er det at man kan tale om at blive anbragt udenfor hjemmet. Jeg kan ikke sige, hvad det helt præcis er der skal til.
Men jeg ved, at det helt sikkert kræver kontakt med din kommune. Kommunen vil så vurdere din situation, og hvad der bedst kan gøres, for at hjælpe dig.

Der findes mange forskellige måder at kontakte sin kommune. Man kan ringe til sin kommunes hovedkontor, og forklare hvad man har brug for hjælp til. Sige hvem man er, og så bliver man stillet om til en sagsbehandler, der kan starte med at tage en snak.

Hvis du ikke har lyst til, at fortælle dit navn, lige med det samme, kan du kontakte kommunens åbne anonyme rådgivning. Du kan finde telefonnummer til den, ved at google din kommunes navn og åben anonym rådgivning. Her kan du starte med at fortælle om, hvordan du har det, og hvad du har af ønsker. Ungerådgiverne, som du taler med, kan samtidig fortælle dig lidt mere om, hvilken slags hjælp de kan tilbyde. Du vil stadig være anonym.
Det er klart at du ikke kan blive ved med at være anonym, hvis du faktisk ender med at skulle anbringes væk hjemmefra. Men du kan starte ud med at være anonym, og tage små skridt derfra.

Jeg kan godt forstå din tanke om at løbe hjemmefra. Når alting virker umuligt og uoverskueligt, kan det godt virke som den bedste løsning.
Det er jeg dog meget sikker på at det ikke er. Søg noget hjælp, fra voksne der kan hjælpe i stedet for. Kontakt din kommune og forklar din situation. Forklar at du har brug for hjælp. Med den rigtige støtte, kan du meget lettere skabe de ændringer i dit liv, som du ønsker.

Mange hilsner Julie