Er det almindeligt?

brevkassespørgsmål

Er det almindeligt?

Inderst inde

Hej. Jeg har en del ting der går mig på: For det første har jeg mange impulser om at gøre ting. Oftest noget der kan være skadeligt for mig, fx. at tage livet af mig selv. Jeg har dagligt for tiden en del selvmordstanker, og jeg kan tit gå og fantasere om hvordan det er nemmest at begå selvmord og planlægge et muligt selvmordsforsøg. Jeg kan også få en impuls om at skulle skade mig selv, eller købe barberblade og jeg falder ofte nemt i det. Forleden dag fik jeg en impuls og var tæt på at stikke af men blev stoppet af min mor, hvilket jeg også tit har impulser om at stikke af.

Tankerne kan komme ud af den blå luft. Så har jeg også en masse mere almindelige impulser, såsom at lige få en ide om at tage ud og rejse, eller lave noget/en aktivitet, men hvor jeg pludselig skifter mening og ikke vil. Og så vil jeg gerne, og sådan kører den lidt. Det er stressende dagligt at få impulser. Jeg har svært ved at have holdninger/meninger osv om ting, og jeg har svært ved at finde ud af hvad meningen med livet er og hvad jeg vil med det hele. Jeg skifter tit mening, om ting og pludselig godt ville, og så slet ikke ville og som sagt så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg vil, da jeg hele tiden skifter fra at være: "Det vil jeg gerne!" til "Det vil jeg altså ikke."

Jeg føler ikke jeg kan kende mig selv, og rigtigt ved hvem jeg er. Jeg synes livet er noget møg, og føler det hele er mod mig. Jeg lider af depression, hvilket også præger min dagligdag meget. Jeg føler mig tit tom, hvor jeg ikke kan føle mig selv og føler mig lammet og mere død end levende. Lige nu føler jeg ikke jeg lever indeni... Jeg er forvirret, føler kaos i mit hoved og i mit liv. Jeg kan til nogle mennesker/individer, på et tidspunkt synes de er flinke og jeg er glade for dem, til et andet tidspunkt hvor jeg hader dem og ønsker dem af h*lvede til. Jeg kan holde meget af folk/individer men der er også tidspunkter hvor jeg kan ønske dem af h*lvede til igen (undskyld mit sprog) Jeg kan nemt blive opkørt og jeg har eksempler hvor jeg er rolig og nede på jorden til græde og råbe og blive ude af mig selv, uden der egentlig er nogen yderligere grund til det.

Jeg kan ikke finde ud af mig selv mere, og føler jeg kan reagere uforudsigeligt, og jeg hele tiden skifter syn på ting og det er irriterende og belastende at jeg føler jeg ikke kan kontrolere mig selv. Har haft dette noget tid nu, og jeg synes det påvirker mig. Jeg har deruodver selvmordstanker og selvskadende adfærd Har derfor tænkt lidt på om jeg muligvis kunne have Borderline eller nogle træk fra den? Jeg ved godt mange siger man ikke kan bruge diagnosen på unge da man stadig er under udviklings osv, men jeg kender og har hørt om en del unge der har fået diagnosen? Tør ikke rigtigt fortælle om min mistanke til min psykiater om min mistanke, fordi jeg vil føle jeg ville lyde komplet dum. Jeg har fundet en del test på nettet, jeg ved man ikke kan bruge dem som udgangspunkt, men de siger alle at jeg sandynligvis har det så...

Håber i kan hjælpe...

Svar:

Kære du

Jeg kan godt forstå at de her ting du beskriver går dig på, for det er nogle rigtig svære tanker du går rundt med. Det er godt at du skriver så du ikke skal gå helt alene med det.

Du spørger om det er almindeligt at have det som dig. Det kan jeg ikke give dig et præcist svar på ud fra det du fortæller. Men jeg vil gerne prøve at dele mine tanker om nogle af de ting du fortæller.

Du siger at du får stærke impulser om at skade dig selv eller begå selvmord. Tanker og endda stærke tanker om enten selvskade eller selvmord er ikke som sådan ualmindelige. Mange unge har i perioder af livet haft selvmordstanker og på samme måde er der også mange unge der ind i mellem har tanker om at skade sig selv...eller skade andre for den sags skyld. Det der er vigtigt at forstå er at tankerne ikke nødvendigvis er et udtryk for at man ønsker at dø, eller at man ønsker at gøre skade på sig selv eller andre. Særligt i teenageårene hvor kroppen og hjernen udvikler sig helt vildt er det ikke usædvanligt at alle mulige tanker opstår. Men det kan selvfølgelig også være at tankerne opstår fordi man faktisk går og har det rigtig svært og er rigtig ked af det indeni. Det betyder ikke nødvendigvis at selvmordstankerne er et udtryk for at man gerne vil dø, men måske nærmere et udtryk for at man ønsker en forandring i sit liv. Igen er det vigtigt at forstå at det stadigvæk "bare" er en tanke, som man ikke behøver at handle på...man kan vælge den fra.

På samme måde tænker jeg at den her oplevelse du har af ikke at kende dig selv og hele tiden skifte mening også kan være en helt almindelig ting. Som ung teenager er du nemlig ved at udvikle dig og ændre dig...markant. Og derfor er det meget naturligt at du ofte skifter mening fra den ene yderlighed til den anden, og det er som sådan også meget normalt at man kan have svært ved at genkende sig selv fordi man rent faktisk har forandret sig som menneske. Både fysisk selvfølgelig, men i langt højere grad og rent psykisk. Man tænker helt andre, større og mere komplekse tanker end man kunne før og det kan for de fleste faktisk være en ret så vild oplevelse, da det langt fra er sikkert at man sådan lige forstår alle de tanker der pludselig dukker op. For ligesom med alt andet i livet så er det med tankerne også noget man skal øve sig på for at blive god til.

Når jeg fortæller alt det her betyder det så at du "bare" er helt almindelig? Det ved jeg ikke, og måske er det heller ikke så vigtigt. Det vigtige må være hvordan du oplever det og der er ingen tvivl om at det er her føles meget voldsomt for dig. Der er heller ingen tvivl om at alle de her ting som jeg har beskrevet der kan være "almindelige" tanker og oplevelser, lige så vel kan være langt sværere tanker som kan have en direkte sammenhæng med din depression. Om du så også kan lide af en personlighedsforstyrrelse som borderline oveni det ved jeg ikke. Jeg vil ikke sige at tests på nettet er særlig gode til at vurdere den slags...det kræver at man bliver grundigt undersøgt af professionelle, og derfor tænker jeg at det ville være rigtig godt hvis du kunne tale med din psykiater om din bekymring.

Jeg kan godt følge dig i tanken om at det er svært, men jeg er sikker på at din psykiater på ingen måde vil tænke om dig at du er dum. Det er jo en helt reel bekymring som kræver at blive taget alvorligt. Først og fremmest tænker jeg at du selv skal tage den alvorligt ved at handle på din bekymring og tale med din psykiater om det...og så er jeg sikker på at han/hun også vil tage dig alvorligt.
Hvis du synes det er svært at få det sagt når du sidder overfor din psykiater kan du måske overveje at skrive dine tanker omkring det hele ned i et brev som du kan læse op eller bare give til din psykiater. Den beskrivelse du har lavet i dit brev hertil er virkelig god og jeg er sikker på at din psykiater vil kunne hjælpe dig med bedre at kunne forstå hvad det er der sker indeni dig hvis du tør fortælle om de her ting.

Jeg håber du vil give det en chance.

Mange hilsner
Niels-Christian