Hjælp.... gider snart ikke mere.
Hjælp.... gider snart ikke mere.
Hej.
Jeg har det virklig dårligt, og jeg troede at jeg kunne stole på min lærer, men det kunne jeg ikke. Hun har sagt det til mine forældre, hun har også fortalt dem, at hun mener jeg er for dårlig (psykisk) til at være i skole.
Men jeg kan ikke lide at være hjemme, og det gør virklig ikke noget bedre, og jeg skal også til eksamen lige om lidt, så skal være i skole.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og nu er mine forældre mega bekymret, og jeg har ingen at skakke med, udover mine veninder. Men dem vil jeg ikke bekymre yderligere, de har selv nogle ret slemme problemer.
Jeg er totalt gået i panik, og jeg har ingen lyst til at leve mere...
Hvad skal jeg gøre, for har ikke lyst til at nogle skal vide, hvordan jeg har det, jeg vil ikke være til besvær.
Ved ikke hvordan jeg skal blive glad igen, er virklig langt nede. Jeg har allermest bare lyst til at nægte alt, og sætte en facade op, ligesom før, men denne gang vil jeg ikke lukke nogen ind, overhovedet!
Men det har jeg næsten ikke overskud til, og selvmord virker som den nemmeste løsning.
For jeg kan ikke mere, jeg kan virklig ikke mere...
Kære du
Nogle gange kan problemerne og tankerne virke helt uoverskuelige. Og så kan det være svært at se en vej ud af alt det mørke. Men husk at det ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er en vej. Det betyder bare at du ikke kan se den lige nu.
Derfor er det også særligt vigtigt at tale om hvordan du har det. For det er ofte når vi tør dele problemerne og tankerne med andre at vi gennem andres øjne, får hjælp til at finde de her veje ud af mørket.
Jeg kan godt forstå at du er skuffet over din lærer, hvis du havde en forventning om at du fortalte nogle ting i fortrolighed. Jeg tænker at din lærer har været bekymret. Og så SKAL din lærer tale med dine forældre. Sådan er skolens regler, og faktisk også loven. Derfor kan det sagtens føles som om din lærer har brudt din tillid. Men jeg tænker som sagt du nærmere skal se det som en bekymring og omsorg fra din lærer.
Du siger at du ikke vil være til besvær. Jeg tror det er en meget naturlig måde at tænke på. Men i virkeligheden så vil de mennesker som holder af os, jo hellere end gerne hjælpe. Hvad ville du eksempelvis selv tænke, hvis én af dine veninder bad dig om hjælp. Ville du så tænke, at hun var til besvær?
Du siger at dine forældre nu er bekymrede efter at have talt med din lærer. Jeg tænker at det et udtryg for at de elsker dig og gerne vil have at du har det godt. Derfor bliver de meget naturligt bekymrede. Det kan også sagtens være de bliver kede af det over at du har det svært. Og hvis du fortæller om hvordan du har det, kan det også sagtens gøre dem kede af det i perioder.
Men jeg er samtidig også sikker på, at de er glade for at vide hvordan du faktisk har det. For hvis de ikke ved noget, kan de ikke hjælpe dig.
Så prøv at vende det hele lidt på hovedet. Du er ikke til besvær, fordi du har det skidt. Alle mennesker har op og nedture, og alle mennesker får brug for hjælp fra venner og familie, på et eller andet tidspunkt i livet. At lukke dine forældre ind i din verden og give dem chancen for at hjælpe dig er at give dem en gave...ikke at være til besvær.
Når det hele ser uoverskueligt ud, er det faktisk slet ikke så usædvanligt at tanker om selvmord dukker op. Men selvmordstanker behøver ikke være lig med at man ønsker at dø. For de fleste handler selvmordstanker mere om at man ønsker at gøre en ende på den situation man er i lige nu og her. At man ønsker de svære tanker og følelser væk. En forandring i livet.
Jeg ved at det kan lykkes på andre måder end med selvmord. Det ved jeg det kan.
Det vigtigste er at fortælle om hvordan du har det. Det er svært og nogle gange kan man også let blive ekstra ked af det, når man taler om de svære tanker og følelser. Men at holde tankerne for sig er ikke et godt alternativ. De tanker man går med alene kommer kun til at vokse indeni. De kommer kun til at fylde mindre ved at få dem ud. Talt ud. Ud af kroppen, hjernen og hjertet. Når de kommer ud kan de med tiden komme til at fylde meget meget mindre.
Giv dine forældre chancen for at hjælpe dig, ved at fortælle hvordan du har det. Også selv om du måske ikke ved præcis hvad det er det hele handler om. Bare det at få åbnet op er en god start.
Mange tanker
Julie