Kære dig

Det lyder som om, at det nogle gange er rigtig svært at være dig, og at du har nogle psykiske lidelser, som kan give dig nogle ekstra udfordringer. Du skal vide, at jeg synes det er så sejt at du skriver herind og lufter dine tanker, det kan nemlig være hjælpsomt fortælle dem til andre, især hvis det er nogle der påvirker ens dagligdag, som du skriver at dine gør. 

Jeg er ked af at høre, at du har været fastholdt, og især at det stadig er noget som påvirker dig rigtig meget. Det må være rigtig ubehageligt, at få flashbacks fra de gange der er blevet brugt tvang i mod dig, og jeg kan godt forstå, at det ikke bare lige er noget du glemmer igen. Jeg går ud fra at de mennekser der arbejder på afdelingen hvor du har været indlagt, har gjort det i deres bedste mening, selvom det måske slet ikke føles sådan imens det stod på. Du skriver at du var meget selvskadende, og de må have været rigtig bange for at du ville skade dig selv rigtig alvorligt. Men det lyder som om, at den her fastholdelse har udløst en reaktion hos dig, hvor du blev ekstrem bange, og det lyder som om at hele din krop, prøvede på at forsvare sig selv, fordi du følte dig angrebet, og jeg får lyst til at sige at jeg tænker at det er naturligt at du reagerer sådan. Når vi mennesker er i en faretruende situation, kan angst opstå, som en naturlig reaktion, der hjælper en til at reagere. Rent instinktivt, vælger kroppen at gøre en af to ting - enten flygte eller kæmpe. Du kunne i situationen ikke flygte, da du blev fastholdt, og har måske følt dig nødsaget til at kæmpe, fordi du følte dig så angrebet af de her mennesker, at du ikke havde mulighed for at være opmærksom på, at de ville hjælpe dig. Men det må være rigtig overvældende, at der er så mange mennesker der har holdt dig fast, og du har været så bange at de blev nødt til at give dig medicin. Men det er også helt forståeligt, at den her episode har sat sin spor hos dig, da du som du skriver har været så angst, at du gjorde alt hvad du kunne for at forsvare dig. Netop fordi du oplevede den her massive angst, kan jeg også godt forstå, at du kan få det ubehageligt, når du rent fysisk er i situationer der kunne minde om fastholdelsen, som når du skriver du er til osteopat, selvom der faktisk slet ikke er fare på fære. 

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har haft en form for eftersamtale, efter der der blev brugt tvang i mod dig på afdelingen? Det har man nemlig pligt til at få, efter sådan en ubehagelig oplevelse, så man kan prøve at forstå hvad det var der skete og hvorfor. På den måde kan det også være at man kan få bearbejdet episoden ved at tale lidt mere om den. Jeg tænker især, det måske kan være hjælpsomt, at tale med nogle af dem som var der under fastholdelsen, så du også får deres tanker om situationen, og de kan fortælle dig, hvilken mening det er gjort i. Jeg tænker nemlig, at du måske har mistet tilliden til dem, da de helt fysisk tog alt kontrol fra dig, så du intet kunne gøre. 

Selvom det er ubehageligt for dig at tænke på den her situation, kommer jeg til at tænke på, om du synes den kunne og hvordan være håndteret anderledes. Da du havde selvskadende adfærd, var de nødt til at hjælpe dig, men kunne de have gjort det på en anden måde? Er der noget du selv tænker, der kunne være rart i sådan en situation, noget der ville kunne hjælpe med at bære den smerte, som du må føle inden i, når du får det så dårligt at du får lyst til at skære i dig selv? Nogle synes nemlig at det med at gøre skade på sig selv, rent fysisk, kan lette den indre smerte en smule. Men jeg tænker, at hvis der er noget, du overhovedet synes ville kunne hjælpe dig i den her situation, som er bedre alternativer til en fastholdelse, eller måske så det ikke kommer så langt ud at det bliver nødvendigt? Hvis der er noget du tænker på, fx at få et kram, ringe til en helt bestemt person, få ham eller hende til at komme, høre en bestemt sang, tage et bad eller noget helt andet? Hvis der er det, kunne det fx være en mulighed at skrive det ned, så det er noget du kan finde frem, så personalet kan hjælpe dig bedst muligt hvis du i fremtiden vil komme i lignende situationer, selvom jeg virkelig ikke håber at du igen skal opleve noget så ubehgageligt. Det kan måske virke fjollet med de her ting, hvis du får det rigtig svært, men hvis det bare kan hjælpe en smule, tænker jeg at det måske kan være det værd. 

Har du mon nogle omkring dig som du er særligt trygge ved? Fx mor, far eller en anden voksen? Jeg tænker nemlig, at det kunne være rart for dig, at få bearbejdet denne her oplevelse lidt mere i dybden, da det måske vil kunne hjælpe dig til at få det bedre med den, og måske få mindre flashbacks og dårlige tanker. Det lyder som om, at særligt de her tvangsepisoder går dig rigtig meget på, og jeg tænker på om du mon har talt med en professionel som fx en psykolog om den her ubehagelige oplevelse efterfølgende? Jeg tænker nemlig at det er noget der er rigtig tungt at gå med selv, og vigtigt at få snakket om, så episoderne vil påvirke dig mindst muligt i fremtiden. 

Jeg håber virkelig ikke, at du igen får sådan nogle ubehagelige oplevelser, og ønsker dig alt det bedste i din fremtid. Jeg synes som sagt du er vildt sej, og vil sende alt god energi din vej. Livet har allerede vist sig fra en hård side hos dig, men husk på at der altid er en ny dag i morgen, hvor solen vil stå op på ny. Jeg får også lyst til at minde dig om, at du er god lige nøjagtig som du er, og du fortjener at blive behandlet med respekt og omsorg.

Jeg håber at du kunne bruge mine tanker - du er altid velkommen til at skrive til os igen her i Cyberhus, både her i brevkassen, men også i vores 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte til det, som du har på hjerte. 

De bedste hilsner

Annika