Kære du,

Hvor er det flot at du har skrevet herind. Det lyder til, at det er rigtig svært for dig at tænke på det der skete for et år eller to siden og at det næsten ikke er til at holde ud. Jeg synes det er så sejt af dig, at du alligevel trodser at det gør ondt og er svært og skriver herind for at få hjælp til at få det bedre! Jeg håber du kan bruge mit svar. Du har fortjent at lægge det bag dig og komme videre. 

Der sker noget med en hele livet og man bliver klogere for hver dag der går. Jeg kan høre på dig, at du nu ved meget mere om dig selv og hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til end du måske gjorde dengang. Det er sådan det skal være og det er helt naturligt at man udvikler sig og lærer sig selv bedre at kende. Det synes jeg du skal huske at rose dig selv for. Selvom det gør ondt at du ikke kunne sige nej dengang, så ros dig selv for at have lært det om dig selv så du kan sige fra den dag i dag, hvis du kan mærke at dine grænser bliver overskredet. Alle mennesker prøver på et eller andet tidspunkt i deres liv at gøre et eller andet, som de senere fortryder.

Det gør det bestemt ikke nemmere for dig at komme videre når han skriver til dig og minder dig om hvad der skete dengang. I forhold til det, så tænker jeg du kan overveje om du skal få det til at stoppe? Jeg ved godt at det kan være svært at sige fra og være bestemt, men sådan som jeg hører det, så er hans beskeder med til at give dig ondt i maven og gøre dig ked af det og det hjælper dig ikke til at komme videre. Jeg tror du ville få svært ved at få det bedre hvis ikke du får bedt ham om at lade være med at kontakte dig om det. Der er mange måder at gøre det på og det er dig der bestemmer hvor meget du vil sige til ham, men jeg synes du skal overveje om det ikke ville være det bedste for dig. Sådan en besked behøver jo ikke betyde at du overhovedet ikke vil se ham mere eller være hans ven, men kun at du ikke vil mindes om det der skete dengang.

Du spørger i dit brev, om du skal sige det til nogen eller holde det for dig selv, og til det spørgsmål er mit svar, at jeg helt sikkert synes du skal fortælle det til nogen. Det er ikke nemt at gå med sådan noget selv og bære rundt på så mange tanker alene. Det kan være en kæmpe lettelse at få det sagt til en man stoler på, som man kan snakke med det om. Nogle gange kan det hele føles meget værre hvis man går rundt og holder det hemmeligt, fordi man også bruger kræfter på at skjule det og måske endda skammer sig lidt over hvad der skete dengang. Så mit råd er at få det sagt. Jeg kan godt forstå det er svært at skulle sige det højt, men du er en sej pige og jeg ved at du kan! Du kan evt. også snakke med den person du vælger at snakke med det om hvordan du kan få sagt/skrevet at du ikke vil have at han sender beskeder til dig mere om hvad der skete dengang. Det kan være rart at få lidt hjælp til at få sendt den slags sms'er, da det kan være svært at få det formuleret.
Du bestemmer jo helt selv hvem du vil fortælle det til, men det er nemmere at få det sagt hvis det er en du stoler på og er tryg ved. En du kan fortælle alt. En god veninde, en søster, en kusine eller måske har du en anden i tankerne. Hvis ikke du har lyst til at fotælle det til en du kender, så er du altid velkommen til at skrive til 1-1chatten i Cyberhus, hvor du kan snakke med en voksen om det, der fylder hos dig. Du finder chatten her, hvis du tænker det kunne være rart.

Jeg håber du kan tilgive dig selv og komme videre. Det har du fortjent!

De allerbedste hilsner,

Astrid