Jeg har det rigtig dårlig...

brevkassespørgsmål

Jeg har det rigtig dårlig...

Inderst inde

Hej, jeg er en 19 årig pige og jeg går i 3.g på HHX. Jeg har sidenjeg var lille haft en sygdom, som udelukkende er fysisk, men som har kostet en del oprationer, hospitalsbesøg og som hver dag gør, at jeg er afhængig af medicin. Det er ikke en sygdom der er direkte dødelig, men det forvetnes ikke, at jeg bliver sådan vildt gammel i og med, jeg tager så meget medicin som påvirker lever/nyre/hjerte. Jeg begyndte i 8 klasse og kaste op når jeg havde spist, og i starten af 9 stoppede jeg med at spise. Det har gået lidt op og ned siden, men jeg kaster stadig op hver dag og spiser sjældet morgenmad/frokost. Jeg har det virkelig skidt lige i tiden. Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen, mine tanker flyver rundt og jeg har svært ved at skrive opgaver, da jeg har så meget oppe i mit hovede som er svært at få ned på papir, hviket gør, at jeg ofte bruger 7-9 timer på en opgave der er sat til 5... Jeg sover ikke ordenligt om natten og jeg er SÅ dårligt til at lave ingenting... Jeg er ofte ret vrissen, jeg kan ikke overskue at deltage i sociale aktiviteter, fester og fredagscafeer, fordi der er så mange mennesker og jeg synes virkelig ikke det er rart at drikke fordi, min krop ligesom så er glad, men resten af mig er staidg dårlig.. Men jeg har det også skidt når alle andre hygger sig. Jeg har heldigvis en bunke gode veninder, som ikke altid forstår, men som acceptere - ja jeg ved jeg er skide heldig! Men.. mit problem er, at jeg simpelhen ikke kan snakke med NOGLE. Jeg har aldrig snakket med nogle om hverken sygdom eller hvordan jeg har det... Det somom, at folk forventer, at jeg har det fint. Men det har jeg ikke! Jeg har lyst til at skrige råbe og græde men INGEN fanger et hint. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, da jeg var på efterskole i 9., at gøre det lidt syneligt, åbne mig lidt op, give lidt hints om, at min verden er i gang med at ramle men ingen fangede den og jeg føler mig VIRKELIG svigtet.. fordi de lærer var bare som familie.. og hev ofte andre elever ud.... Jeg synes det er SÅ frustrende, at alle bare tænker, at jeg er okay. Fordi jeg kan slet ikke lige overskue det... Jeg har haft en facede på så længe, at jeg ikke rigtig ved hvem jeg er og jeg vil derfor heller ikke vide hvad jeg skulle sige hvis der var en som konfornterede mig... fordi de ligger bare så dybt i mig at sige "jaja, jeg har det fint"... Og jeg føler bare min chance er spildt, fordi gymnasielærer bare sådan ser os som elever og ikke sådan går så meget op i os... Jeg vil SÅ gerne have hjælp, jeg vil gerne fortælle og jeg vil bare gerne ud med det.. Jeg kunne godt bare bruge verdens støreste kram, græde ud ved en også bare starte forfra... Men jeg ved ikke hvem jeg skal sprøge og jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med...

Svar:

Kære AK

Hvor har du været mange ting igennem. Det er et enormt pres, du har været igennem, og stadig oplever.
Jeg vil springe lynhurtigt til enden af dit spørgsmål, hvor du skriver at du er bange for at det er for sent for dig, at få hjælp.

Det vil jeg gerne forsikre dig om at det ikke er. Du kan godt ændre dit liv. Du kan stadig nå at få hjælp, og skabe nogle gode forandringer.
Jeg kan godt forstå at du føler dig svigtet. At du føler dig overset af de voksne omkring dig, der burde have set dig. Jeg ved ikke hvorfor det har været sådan for dig. Måske turde de voksne ikke tale med dig, fordi de var bange for at gøre tingene værre? Måske var de signaler du sendte ikke så tydelige for de voksne som de var for dig? Det er svært at sige.
Men jeg ved at hjælpen stadig er til rådighed. Særligt når du selv er så målrettet, og ønsker hjælpen.

Men hvor skal du starte? Jeg tænker der er flere muligheder.
Jeg kan godt følge din tanke om at dine lærere på gymnasiet tænker helt anderledes om jer elever, end lærerne på efterskolen. Men det behøver ikke betyde at man ikke kan få hjælp. Er der mon en studievejleder på dit gymnasium? De har nemlig meget ofte til opgave at støtte elever der har nogle udfordringer i korte eller længere perioder. Men det er helt rigtigt at lærerne på et gymnasie er mere på afstand. Og derfor er udfordringen også at man som elev, selv bliver nødt til at "råbe højere" og selv være meget direkte i forhold til at bede om hjælpen.
Det er vildt svært. For det er svært at være tydelig og åben om sin sårbarhed. Men det er afgørende for at kunne få hjælp.

Måske du kunne prøve at undersøge om der er en studievejleder på dit gymnasie, eller det kunne også være en lærer som du føler dig tryg ved. Og så overveje hvordan du kunne få fortalt om de her tanker og følelser der fylder indeni, på en mere direkte måde.
Dit spørgsmål her er et klart eksempel på at du er god til at sætte ord på. Måske ikke ansigt til ansigt, men du har i hvert fald orderne indeni. Du kunne måske overveje at skrive et brev, ligesom du har gjort her?

En anden mulighed kunne være at kontakte din kommune. ALLE kommuner SKAL tilbyde hjælp til mennesker der har brug for hjælp. I første omgang kan du henvende dig helt anonymt, og spørge ind til hvordan lige præcis din kommune kan hjælpe. Mange tilbyder indledende samtaler, og nogle tilbyder endda psykolog samtaler. Prøv at google Åben Anonym Rådgivning og din kommunes navn. Så skulle du gerne finde nogle kontaktoplysninger.
Det kan også være at du kan finde din kommune her på Cyberhus. Tjek Ung-I, og se om din kommune er en af dem der har egen chat. Så kunne det måske være en mulighed?

En mulighed kunne også være at kontakte din læge og bede om hjælp. Din læge kan henvise til en psykolog. Men det kunne også være at der var andre muligheder for at snakke med nogen, som din læge kender til. Her tænker jeg i særdeleshed på om der kunne være samtalegrupper for unge der har haft nogle svære sygdomsforløb?

Jeg kan godt forstå du har brug for et kæmpe kram, og en skulder du kan græde ud ved. Nogen der bare vil lytte til alt det du bærer indeni. Ovenfor har jeg nævnt en række forskellige muligheder for professionel hjælp. Men jeg tænker også at de mennesker du har tæt omkring dig kan hjælpe. Du nævner dine veninder, men ikke rigtig din familie, og det kan måske være udtryk for at du ikke har tæt familie? Det kan også være fordi du tænker at du ikke kan eller vil bruge dem?

Jeg møder ofte unge der siger at de ikke kan belemre deres familie eller venner med alle deres problemer. Spørg dig selv. Hvis nu en af dine veninder går og har det lige så svært som dig. Hvad ville du så ønske? At hun smiler som om alt er okay, eller at hun fortalte dig at hun har det svært og har brug for hjælp? Ville du hjælpe hvis hun fortalte hun var ved at bryde sammen indeni...ville du stoppe jeres venskab? De fleste familier og dine fleste venner og veninder vil gerne hjælpe. Selv om det kan virke som en kæmpe opgave, tænker jeg faktisk de fleste oplever det som en kæmpe gave. At et menneske de holder af tør åbne sig. Det er min oplevelse at det ikke gør venskaber og familiebånd svagere, men tvært imod stærkere.

Jeg ved at der er ører der vil lytte. Jeg ved at der er mennesker der vil give dig et kæmpe kram. Jeg ved at der er mennesker der vil holde af dig, selv om du ikke sætter en facade op.
Jeg håber du vil prøve at give dem en chance, ved at åbne dig. Også selvom du allerede har prøvet uden at opleve en effekt. Prøv igen, og prøv at være mere direkte. Det er vildt svært. Overvej om et brev kunne være en mulighed for dig. For du er virkelig god til at sætte ord på og forklare.

Jeg sender dig et virtuelt kram. Jeg ønsker dig virkelig at du finder vejen til at åbne lidt mere op, og så er jeg sikker på at du kan få mere hjælp, end du har oplevet indtil nu.

Mange hilsner Julie