Kære Cyberhus.dk

Jeg har i mange år døjet med psykiske udfordringer, og er i dag 19 år. Jeg vil mene det hele startede da mine forældre blev skilt da jeg var 12, og efter det stoppede kontakten til min fars side brat, og jeg måtte ikke kontakte dem.

Jeg har døjet med mange ting, men har aldrig fået offentlig hjælp eller andet, så at kalde mig syg, ville vel være at selvdiagnostisere, men efter mange år hvor jeg føler jeg blot har overlevet på egen hånd, så føler jeg lidt at alt falder helt sammen for tiden.

Jeg har igennem årene haft symptomer på anoreksi og bulimi. Det har været lidt i periodevis de sidste 5-6 år, og den fylder ikke så meget mere, lige nu føler jeg egentlig bare det er en vane for mig, at jeg kaster mit fokus over på mad, kalorier og vægt når jeg har det svært. Og oftest har jeg svært ved at slippe den kontrol igen. Nu er jeg godt nok på min laveste vægt. Jeg er 170 og vejer 45,6. Jeg kaster sjældent op nu, og tæller ikke mine kalorier på samme måde som før, så på den måde fylder det mindre. Nu ved jeg bare hvor mange kalorier der cirka er i alt i mit køkken, og tror bare at jeg automatisk kontrollerer mine kalorier på den måde. At se mig selv blive mindre, må jeg nok bare indse, stadig er den måde jeg føler mest kontrol på, og det som gør mig “gladest”. 

Jeg har udover det, været rigtig ængstelig og følt mig rigtig deprimeret. Jeg har nogle veninder som har kæmpet med psykiske problemer og selv er inde i psykiatrien, og de har været en kæmpe støtte for mig. Deres råd har gennem årene været at jeg skulle søge hjælp, men jeg tør bare ikke. Det er først nu, i løbet af de sidste 2-3 måneder min familie og nogle venner har lagt rigtig mærke til mit vægttab, og alle kommenterer på det nu. Jeg føler mig så presset, og står også med en drøm om at søge ind hos politiet om 2 år, og militæret inden.

Jeg har gennemført gymnasiet, og har i løbet af de tre år oplevet personlige og vilde omvæltninger i mit liv. Jeg tror det var dér jeg virkelig skrabede bunden. Mistede alle mine venner. Jeg havde ingen energi og intet overskud, og jeg druknede i selvsorger og tankemylder, og kunne sagtens gå 2 døgn 2 døgn uden at sove, trods lysten til det. Jeg græder hver dag, og oplever “angstanfald” på mit arbejde, hvilket er min grænse. Jeg bryder sammen og begynder at græde og har på under 30 sek kastet med noget eller kradset mine hænder til blods. Skreget, hvis ikke jeg var omringet af mennesker.

Jeg tror først det er nu, at det er gået op for mig at jeg nok er syg, selvom jeg altid har modsat mig det, og haft lidt en det-klarer-jeg-selv - holdning til det hele. 

Nu er mlt spørgsmål - hvad gør jeg i denne situation? Og endnu vigtigere, hvilke diagnoser kan sætte en stopper for min karriere i militæret?

Min veninde som selv er syg med bla. BPD har, uden at have gjort sig selv til læge, fortalt mig, at hun godt kunne mistænke det for, at den diagnose også passer på mig. Jeg har også fået at vide, at hvis jeg takker nej til en udredning for BPD f.eks, så kan de ikke behandle mig. Og jeg ved at det netop er én af de diagnoser som politiet afslår med det samme.

Hvad pokker gør jeg? Jeg vil bare gerne leve igen. 

PS. undskyld for den rodede historie. Jeg prøvede at sortere de vigtigste pointet fra.

Sommerbarnet