Hej. Dette brev bliver meget langt, men nu til sagen. Jeg er en 21 år gammel pige. Jeg har ikke et godt forhold til min mor, og har heller aldrig rigtig haft det.

Hun har ofte hakket på mig, og bagtalt mig med hendes veninder, eller familie medlemmer. Jeg har prøvet at fortælle hende omkring mine følelser adskellige gange om hvor ondt det gør når hun opfører sig som hun gør. Men det hjælper intet, da hun altid fordrejer alt det jeg siger, aldrig lader mig tale ud, og til sidst spiller "offer" hvor jeg så ender med at undskylde for intet endnu end gang. Hun har kaldt mig mange grimme ting så som: heks, at hun ikke kunne se på mig fordi jeg havde akne i ansigtet, at jeg er fed, at jeg har en grim og smagløs tøjstil, jeg skal tabe mig, at jeg er mærkelig og at jeg kun er glad når min lillebror bliver såret. Hun har altid hadet min stil, selvom jeg klæder mig ganske normalt, og jeg er altid blevet kaldt fed, selvom jeg kun har vejet 45-50 kg.

Jeg har fået en kæreste som jeg er utrolig glad for, at før hun overhovedet mødte ham, snakkede hun grimt om ham og dømte ham, selvom jeg kun havde fortalt gode ting om ham. Hun dømte ham for at have taget et sabbat år og fordi han arbejde som pedel(hvilket ikke er godt nok i hendes øjne) Hun siger ofte at jeg er ligeglad med min fremtid, og snakker til mig som om jeg er utrolg dum. Jeg kan ikke lide at være omkring hende, eller at snakke med hende, for hun vil altid have ret i alting, og siger man hende imod, bliver hun sur, og nævner jeg at hun er sur, fordrejer hun det og siger at JEG er problemet, og at det er MIG der er sur og opfører mig urimeligt.

Jeg kan ikke klare at være omkring min mor. Jeg har meget angst når hun er der. Jeg begynder at få en voldsom hjertebanken og meget stærk rysten, da jeg er bange for at hun vil sige noget negativt til mig. Hun kan aldrig snakke til mig uden at skulle nævne noget der påvirker mig på en dårlig måde. Hun spørger mig ofte om jeg "virkelig tror" at min kæreste elsker mig, og nævner ofte at han nok snart bliver træt af mig hvilket sårer mig rigtig meget. Hun har spurgt om jeg elsker ham, hvor jeg så self har sagt "ja", hvor hun derefter griner af det. Hun har også hele mit liv gerne villet kontrolere hvordan jeg skulle se ud. Hun ville få en meget sur attitude hvis jeg ikke tog det tøj på hun ville have jeg skulle have på, og hvis jeg ikke havde "Nok" makeup på ville jeg få meget skæld ud over det.

Når jeg svarer min mor igen, eller bliver sur på hende får jeg en meget stor skyldfølelse som gør mig meget deprimeret, og det ender som sagt altid meget at jeg undskylder, hvor hun så derefter fortæller mig hvad jeg har gjort galt. Hvis jeg gør noget hun ikke kan lide, siger hun det enten til mig, eller også ignorer hun mig i flere dage, eller nogle uger, hvilket driver mig til vanvid. Jeg kan aldrig tilfredstille hende. Får jeg et arbejde, spørger hun hvorfor jeg ikke får et til, og er jeg sammen med kæresten i weekenden, spørger hun ikke særlig meget indtil hvad vi lavede, men mere til hvem der brugte flest penge.

Min far hører på os skændtes, men han siger INTET til det. Han hjælper mig aldrig når min mor opfører sig sådan her (som er næsten altid) Og når jeg fortæller ham om hvor meget mor sårer mig, siger han at "Sådan er alle mødre" og "Det er en mor datter ting" eller at det er min egen skyld, da jeg ikke kan tåle at få noget igen, og at jeg altid skal gå i "defense mood" når folk prøver på at fortælle mig noget, hvilket ikke passer, og ved at han siger sådan får det mig kun til at føle at jeg er den "sindsyge" og at det her er helt normalt. Jeg har mange gange oplevet at jeg sidder og græder, hvor min far slet ikke spørger hvad der er galt, og nærmest bare ignorer det. Jeg føler jeg prøver på at tilfredstille mine forældre (mest min mor) så meget som jeg kan.

Jeg er blevet student (STX) (min mor ødelagde den dag jeg blev student) og jeg gør rent hver weekend i hele huset (badeværelser, stue, gangen, støver af, skifter alle skrældrespande, vakser op hver eneste dag) Jeg har et job, og er igang med at søge et nyt.Jeg ønsker ikke et tæt forhold til min mor, men jeg ønsker dog et svar eller en idé til hvad jeg skal gøre. Jeg er træt af at leve sådan her, og har ofte haft lyst til at begå selvmord da det jeg gør aldrig er nok. Jeg føler mig fanget, og jeg ved at jeg burde flytte ud, men jeg har ikke penge til det lige forløbig, og jeg er også utrolig bange for at gøre det. Jeg beklager at brevet var så utrolig langt, og jeg værdsætter virkelig personen der tager tid til at læse alt det jeg har skrevet.