KÆMPE PIK!!!
KÆMPE PIK!!!
Hej Cyberhus. Det er fordi drengene i min klasse driller mig med at jeg har en stor tissemand. Og de driller mig med at jeg får stiv pik når vi klæder om til idræt. Hvad skal jeg gøre?
Hej Anonym
Øv, hvor er det da irriterende at du bliver drillet på den måde, og det er bare ikke rimeligt. Godt du skriver så du ikke går alene med det her.
Når du er 13 er det fuldstændig normalt at din pik vokser. Der er stor forskel på hvor meget og hvor hurtigt pikken vokser når man kommer i puberteten. Nogle af dine klassekammeraters pik er måske ikke vokset ret meget endnu, og derfor er de måske ret så nysgerrige på hvordan din ser ud. Jeg tænker at det selvfølgelig er meget naturligt at de er nysgerrige, men det er bare slet ikke sjovt at være én af de første der udvikler sig, og én af dem de andre kigger på.
De første drenge hvis pik vokser og de første piger der får bryster vil nok bare altid være dem alle andre vil kigge på.
Jeg kan godt se at det ikke bliver lettere når du får stiv pik foran de andre. Her tænker jeg også det er vigtigt at sige at det også er fuldstændig almindeligt at pikken meget let bliver stiv når man er teenager og det kan sagtens ske i de mest mærkelige og upassende situationer...også selv om man slet ikke har lyst eller ikke føler sig specielt liderlig. Jeg er sikker på at flere af dine kammerater kommer til at opleve det sammen når deres pik udvikles lidt mere.
Derfor tror jeg også du vil opleve at det her stille og roligt går over i takt med at de andre drenges pikke vokser sig større ligesom din. Når alle efterhånden ser ens ud og én eller flere af de andre også har prøvet at få stiv pik mens i klæder om så er det måske ikke helt så spændende mere.
Men indtil da skal du selvfølgelig ikke bare tage til takke med at blive drillet.
Jeg synes der er lidt forskel på om du bliver drillet eller måske endda mobbet i andre situationer også eller om det "kun" er omkring det her med omklædning og pikken. Hvis du generelt bliver drillet af dine kammerater synes jeg helt sikkert at du skal snakke med en voksen så du kan få noget hjælp til at stoppe drilleriet. Det kunne være dine forældre og/eller en lærer.
Men hvis det "kun" er omkring det her med pikken du bliver drillet med handler det måske mere om at finde nogle små tricks til ikke at stå i den her situation lige nu. Som sagt tror jeg at det vil ændre sig helt automatisk over de næste måneder i takt med at de andre drenge "indhenter" dig i deres udvikling.
Men indtil da skulle du gerne undgå alt det her drilleri du oplever lige nu.
En mulighed kunne være at du klæder om et helt andet sted (hvis du må det for læreren) eller at du ikke bader i skolen, hvis I kan få lov til at lade være. Det er dog ret usmart hvis du sveder meget under idræt, og kan også være med til at gøre det hele endnu mere mystisk hvis du er den eneste der ikke bader eller hvis du er den eneste der går et andet sted hen og gør det.
Så måske er det bedre hvis du kunne prøve at være lidt langsommere efter idræt, sådan at du ender med at være den sidste der klæder om og går i bad. Eller være hurtig og være den første. I begge tilfælde handler det om at se om du kan komme til at klæde om og bade hvor der er så få andre drenge, så der ikke er så mange der kigger.
Hvis det ikke kan lade sig gøre kan du overveje prøve at tage et håndklæde omkring dig når du klæder om, sådan at du først er helt nøgen lige inden du træder ind i badet. Hvis du så vender maven og pikken ind mod bruseren og hurtigt tager håndklædet omkring dig igen når du er færdig er der ganske enkelt mindre at se på for de andre.
Jeg håber du finder en løsning så du undgår de kigger så meget, og jeg håber at de andres pikke også snart vokser lidt så din ikke længere er så interessant at kigge på.
Mange hilsner
Niels-Christian