Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

Sex maniac

brevkassespørgsmål

Sex maniac

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 11 år 3 måneder siden

Hej

Jeg ved ikke hvad mit problem er, og om det overhovedet er seriøst. Men jeg har længe gået og tænkt over, om jeg måske kunne være nymfoman. Jeg tænker på sex... HELE TIDEN. Som i altid, også på de mest utænkelige og upassende tidspunkter (Når jeg ligger og sover ved siden af min mor, når jeg besøger min syge mormor, når jeg tømmer kattebakken, når jeg er til eksamen, -ikke at jeg tænder på min mor eller nogle af disse ting!), og det nager mig virkelig nogle gange, fordi jeg føler mig ukoncentreret og ignorant... og klam. Udover det, så ELSKER jeg sex. Jeg har flere bollevenner, men en af dem er mere fast, vi har sex ca en gang om ugen/hver anden uge. Jeg har fantasier om nærmest alle jævnaldrende fyre jeg møder, og det bekymrer mig, især når det bliver upassende. Jeg onanerer og ser porno rimeligt tit, men jeg er ikke bekymret over mit fysiske sexliv... Det er mere det, at siden jeg forstod hvad sex gik ud på (som 6-årig), har jeg ønsket at have det vildeste sexliv, og altid tænkt på sex og vilde sexfantasier (ja, også som 6-årig!). Som 8-årig foldede jeg hænderne og ønskede højt og helligt til Gud (selvom jeg aldrig har troet på ham) at jeg ville blive voldtaget, så jeg kunne vide hvordan det var at have sex. Jeg mistede først min mødom som 15-årig. Det der irriterer mig er faktisk, at jeg IKKE mistede min mødom længe før, og at jeg IKKE er nymfoman. Jeg er et følsomt menneske, og kan sagtens tale om mine følelser og adskille følelser fra sex, men inderst inde har jeg en desperation for, at udstille mig selv som den vildeste nymfoman. Jeg har "kun" været i seng med 15 (kender masser der har været i seng med mange flere), og jeg er misundelig på dem, der fremstår mere sexede eller erfarne end jeg. Hvorfor har jeg den vilde trang til at have større sex-trang, sex-erfaring og sexappeal end alle andre? Jeg ved godt, at det lyder som et ekstremt kald på bekræftelse, men jeg synes selv jeg har rimeligt god selvtillid både psykisk og fysisk. Det er bare lige mht. orgasmer og tricks i sengen, hvor JEG vil være den som alle spørger til råds... men så erfaren føler jeg mig ikke engang, selvom jeg har prøvet allemulige sjove ting i sexlivet. Jeg presser mig selv til at blive liderlig, selvom jeg ikke er det.. men når jeg så endelig er i seng med en fyr, og så får at vide at jeg er megafræk eller god i sengen, så topper det bare hele min tilværelse. Håber I kan hjælpe mig.. Lige nu når jeg læser det hele igennem, synes jeg selv det lyder lidt som et luksusproblem, men jeg har virkelig brug for nogen der kan se på tingene fra en ny vinkel, og give mig en øjenåbner.

Svar: 

Hej med dig

Jeg synes bestemt ikke at det lyder som et luksusproblem du har, men som noget der fylder meget for dig i din hverdag. Jeg vil se om jeg kan give dig nogle nye vinkler på dit problem og måske kan det være med til at gøre en forskel for dig.

Det er meget forskelligt hvor meget vi hver især har lyst til sex, nogle har et stort sexdrive og har ofte eller hele tiden lyst til sex, tænker ofte på det og tænder på meget og mange forskellige. Andre har mindre lyst, og tænder kun på en kæreste en gang i mellem. Og så findes der faktisk også nogle som slet ikke har lyst til eller tænker på sex, de bliver kaldt aseksuelle mennesker. Om man er en med meget, med lidt eller en helt uden sexlyst, så er det vigtigste at man selv har det godt med det. Jeg tror ofte at mennesker har en tendens til at ville have lidt mere af det de andre har, så at dem uden så meget lyst kunne tænke sig at være en af dem med meget lyst, mens dem med meget lyst, måske nogle gange ville ønske at de skrue lidt ned for sexlysten. 

Som jeg læser dit brev, så synes jeg ikke umiddelbart at der er noget unormalt eller underligt ved din sexlyst. Du lyder som en pige der tænker meget over det og ved hvad der sker indeni, og hvilken betydning det har for dig selv og de mennesker omkring dig. Så længe man er bevidst om det der sker, er det et sundt tegn på at man ikke bare gør det, men at man tænker lidt over det. Jeg kan dog godt forstå at det går dig på at du kommer til at tænke på sex steder og sammen med mennesker, du bestemt ikke tænder på. Men tankerne kan være svære at styre og nogle gange er der et eller andet der vækker sexlysten, også selvom det er det helt forkerte sted. Det kan være en duft, et ord eller en særlig berøring der gør at lysten vækkes, og det kan være svært at lave om på og styre.

Det lyder til at du gerne vil have en eller anden form for feedback på det her med sex og det kan der være mange grunde til. Jeg tror langt de fleste gerne vil have at vide at de er lækre, sexede og ser søde ud, fordi det gør at vi får det lidt bedre indeni. Du nævner selv det her med at blive bekræftet ikke umiddelbart er grunden til at du gør det, fordi du allerede har god selvtillid. Men lige meget hvor ofte vi får noget at vide eller hvor meget selvtillid vi har, så kan man godt have brug for at høre ros og positive ting om sig selv igen og igen. Det har alle mennesker, lige meget alder og køn. Men jeg sidder og tænker på om du har også har et godt selvværd? Det er jo lidt anderledes end selvtillid, som mest handler om det ydre og umiddelbare, hvor selvværd er mere dybt. Det er helt inde, hvor man kan mærke de stærke følelser som blandt andet vrede, sorg, ked af det ked, jalousi, og glæde. Det er her hvor vi nogle gange bliver usikre på os selv, bliver jaloux på veninden, føler os mindre værd eller svigtet. Selvtillid og selvværd er altså to forskellige ting, og det gør ikke altid vores selvværd bedre at vi får at vide at vi er sexede, fordi det mere handler om hvad vi selv synes om os selv. Hvad synes du om dig selv, er du tilfreds, glad og sikker på dig selv og den du er?

En anden ting jeg særligt lægger mærke til i dit brev, er det her med at du presser dig selv til at blive liderlig og dermed har sex, uden helt at have lyst. Jeg tror det er meget vigtigt at du lytter godt efter hvad din krop fortæller dig, især når den ikke har lyst. Det er nemlig ikke særlig godt at overskride ens seksuelle grænser på den måde, for selvom du ikke kan mærke konsekvensen af det lige nu, kan det være at du pludselig får det dårligt med at presse dig selv til sex, også når du ikke har lyst. Accepter at du også har dage uden lyst, og at du de dage måske mere har brug for venindesnakke, hygge og gode knus. Det er ok at være lidt forskellig fra dag til dag og fra situation til situation. Du kan både være hende den søde og afslappende, og samtidig være sexet og fræk.

Hvis det bliver ved med at fylde meget det her med din store sexlyst, så synes jeg at du skal dele det med nogle andre. Nogle gange kan vi godt føle at det er bedst at holde det for os selv, især hvis det er lidt sårbart. Men prøv om du kan dele det med en veninde og fortæl hende hvad du tænker på. Hvis det bliver et problem for dig, så findes der også psykologer med særlig viden om sex-afhængighed. Sådan en kan du henvises til gennem din læge eller selv finde ved at søge på det på fx google.

Jeg håber du kunne bruge mine tanker. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Venlig hilsen Marianne 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål
Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program