Hej Brevkasse. Jeg har lige brug for et "efter opbrud" råd. Som I kan læse, så har jeg længe været i dette "venskab". Det er slut nu. Vi mødtes ikke, min veninde og jeg. Jeg aflyste, fordi jeg var så træt af, at hun var "dommer" og alt jeg fortalte hende om, det opfattede hun forkert, hun sagde ting, som var en indikation af, at mit måde at leve mit liv på, det var forkert, umoralsk mv. Der skete så det, for 2.5 uge siden, lige efter mit sidste indlæg til jer, ( del 6) at jeg kom akut på hospitalet. Der havde jeg det så skidt, så jeg sagde "ja" til, at hun kom forbi. Ingen andre havde tid til at komme. Det var ok hun kom. Men hele tiden, så var jeg ovre i hende, "Du skal ikke komme hvis du ikke har tid/lyst" mv-. Det var på en måde anstrengende. Vi har ikke set hinanden siden. skulle have mødtes idag. Fordi opholdet igen fik mig til at tvivle på, om jeg var "for hård" for man kan da ikke sige fra, overfor et menneske, der tager på sygebesøg ? Altså, så igen svigtede jeg mig selv. Så, da hun som vanligt, ikke gad svare, før her til morgen, om hun ville se mig. Jeg skrev nemlig igen og undskyldte en reaktion. Jeg har derfor alligevel tjekket Facebook 10 gange over weekenden. Og ikke givet mig selv ro. Sådan som jeg sagde, at jeg ville og vil gøre mere i fremtiden. Idag kl 08.00 skriver hun, at hun ikke har overskud til at mødes. Ikke noget med KH, hilsen eller "venlig hilsen). Ingen respons på det jeg har italesat og ingen forklaring ( jeg må ikke spørge hende, hvorfor hun gør og siger som hun gør. det har hun sagt, at jeg ikke har "ret til"). Jeg føler som altid, at hun svarer når hun har lyst, at jeg ikke må blive skuffet, ikke "kræve" forklaringer, ikke må spørge, når hun fx siger nej. Jeg kan godt se nu, at dette her, det jo reelt gør mig ked af det, det skuffer mig, det er hende der har styret, været "dommer" over mit liv og med sin "fundementalistiske" ( ord anvendt af hende selv i telefonen overfor mig) tro, ( som hun mener er den "rigtige" måde at være kristien på, Indre Missionsk. har medført, at jeg nu skal til at tro på, at min skuffelse, min sorg, mine reaktioner, min adfærd ( hun har jo ment, at fordi jeg onanerer, har jeg ingen "pli" og hun siger, at det er "sygt" og sådan. ) den er ok. Men, hvordan skal jeg tænke om det her? For idag, så tænker jeg: Jeg var for hård, for konsekvent, skal jeg igen igen igen bare sige, at det er min reaktion der er "paranoid" og så lade hende styre? Jeg har ikke lyst at svare hende. Jeg vil ikke slette hende som ven. Men skal jeg svare, er jeg uhøflig, fordi jeg ikke svarer? Jeg magter det bare ikke mere. Jeg orker ikke hendes kritik af mit liv, min økonomi, at hun ikke svarer før samme dag og ikke udviser respekt for min tid. Hun skal også styre , at jeg ikke må blive skuffet". ( se tidligere indlæg, hvor jeg har skrevet om det). Jeg føler sorg, skuffelse,, men også en lettelse. Fordi jeg er ude af det. Og fordi jeg mere end nogensinde kan se, hvor meget hun "trykkede mig ned". Og hele tiden, med smil og lav stemme, ( på en "pæn" måde) kritiserede mig og egentlig altid har haft "facit" , et "facit, hvor jeg blev udsat for fejlfinding. Og hvor gaver, chokolade, ja det blev "ignoreret" fordi ja fordi hun bare ikke" gad" sige tak, før 2 uger efter. Det er i mine øjne at udvise ligegyldighed. Hvad siger jeg til mig selv? hvordan siger jeg og fastholder, at dette her, det var ikke ok? Og lader være med at se mig selv som en "intolerant" skurk, for hun græd jo og sagde, at mine meget udvalgte ord, det var "kritik af mig som ven" og hun sagde at jeg intet krav har på at vide, hvorfor hun bla aldrig svarede mig sidste sommer, hvor jeg akut bad om et svar- Det glemmer jeg aldrig og det skal jeg, mener hun og det kan jeg bare ikke. mvh Pigen der føler hun har været udsat for en meget lunefuld person.