Jeg har selv prøvet det. Jeg fik en uprovokeret abort da jeg lige var fyldt 12, heldigvis kun ca. 2,5måned inde.

Men egentlig er det ikke det der gør at jeg kan relatere til dit spørgsmål - dengang var jeg bare glad for at det forsvandt. Jeg var så pisse bange for at nogen skulle finde ud af det, at andet virkede lidt ligegyldigt.

Siden dengang har jeg udviklet et ret usundt forhold til fostrer - jeg har en tendens til at tænke på dem som de der klamme aliens i filmene - parasitter der lever indeni og æder en op indefra.

Det der gør at jeg måtte svare på dit brev var mit sidste forhold hvor ham der var sammen med mig vidste at jeg blev alt for gammel meget hurtigt og tænkte at det kunne være en god ide at gøre mig til mor med det samme så han hurtigere kunne få et nyt barn. Han prøvede at sørge for at jeg ikke kunne få p-piller.

Mit forhold til det der hypotetiske foster var ret kompliceret, jeg var så bange for at føde nogen ind i mit mareridt og samtidig var jeg vel nærmest.... jalou? På at det her barn, som ikke fandtes og som aldrig skulle eksisterer, var mere værd end mig, at han tændte mere på det end mig, at jeg var gammel og det var perfekt. Jeg ved godt hvor ondt det lyder, men det er bare svært at blive reduceret til en eller anden rugemaskine. Og jeg blev så bange, fordi jeg altid har haft det der ressonæment liggende i baghovedet "hvis han gerne vil have sex med dig, så dræber han dig ikke". Og nu var jeg for gammel, nu var der intet sikkerhedsnet.

Og det var kun når jeg tænkte på at det blev en pige.

Når jeg tænkte på at det blev en dreng var det meget værre - tanken om at lave en til af ham, at det ikke sluttede når han døde, at det ville fortsætte efter at jeg døde - perspektivet var uendeligt. Uhåndterligt.

Tanken om at jeg kunne fucke ham lige så meget op, som ham jeg var sammen med 's mor havde fucket ham op. På en eller anden måde tror jeg mest jeg tænkte at hvis jeg lavede en pige ville det være som at føde mig selv ind i det igen, hvis jeg fødte en dreng ville jeg føde ham. Jeg ved godt det er dumt men det var åbenbart det eneste min hjerne kunne forholde sig til. Derfor var den der påtrængende tanke om noget "fremmed", en "alien" også værst når jeg tænkte på at få en dreng. Han ville være inden i mig. Altid. Jeg ville aldrig kunne flygte.

Men som sagt - jeg tog p-piller i smug, og selvom det måske ikke var helt fast, var det godt nok. Jeg blev ikke gravid. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i følelserne!! Og jeg er glad for at du bragte emnet op.