Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

Menstruation

brevkassespørgsmål

Menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 1 uge siden

Hej cyberhus!

Jeg er en pige på 14 år og går i 7. klasse.

Jeg har ikke fået min menstruation endnu og jeg synes det er vildt nederen, for alle andre i min omgangskreds har det.

Jeg begyndte at udvikle bryster i 5 tror jeg, og har også haft kønsbehåring siden. Jeg har haft udflåd i over 2 år, og min mor fik også sin mens, da hun var 14. 

Men hvornår kommer min så? I går havde jeg forfærdelige mavekramper, det føltes som om nogle hev i min tarme og jeg fik sådan nogle jag, der fik mig til at knække sammen. Jeg kan ikke rigtigt beskrive det.

Jeg troede det ville være min menstruation, men nu er det en ny morgen, og jeg har ikke fået det.

Jeg har hørt, at hvis dem man er meget sammen med har det, vil man også selv få det hurtigere (ved ikke om det passer), men mine to bedste veninder, som jeg er sammen med 24/7 har det begge to, og har haft det i lang tid, så jeg kan ikke rigtigt forstå det.

Hvornår tror i jeg får det? og hvad kan mine mavekramper betyde?

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, hvorfor du ikke har fået din menstruation endnu, nu når du har fået bryster, kønsbehåring og udflåd, og samtidig med at dine veninder har fået det. Men heldgivis er det helt normalt, at du ikke har fået det endnu!

De fleste piger får menstruation mellem 11-16 år, men det er meget forskelligt, nogen får det tidligere og andre får det senere, så det er slet ikke unormalt, at du ikke har fået det endnu. Og det er også helt normalt, at du er begyndt at få bryster for nogle år siden og har fået udflåd. Det er blot tegn på, at du er ved udvikle dig til at blive kvinde :-) Så jeg er sikker på, at din menstruation nok skal komme snart, men det er ikke til at sige om det kommer imorgen eller om et år. Det vil nok være en god idé, hvis du har nogle trusseindlæg eller et bind med dig, så du er forberedt, hvis det kommer og du ikke er hjemme, men typisk kommer der dog ikke så meget blod den første gang. Men det er altid rart at være forberedt. 

Du skriver også at du har haft voldsomme mavesmerter. Det lyder ikke særlig rart. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad det skyldes. Det kan godt være fordi du har fået ægløsning, da det for nogen nemlig godt kan give mavesmerter, men det er slet ikke sikkert, at det har noget med det at gøre. Så hvis det kommer igen og du har så ondt, så kan det godt være en idé at tage til lægen, for det kan måske også godt være noget andet, og det er ikke rart at gå rundt at have så ondt. 

Men der er nok ikke så meget andet at gøre end at vente på at din menstruation kommer, og det skal det nok gøre :-) Du kan læse lidt mere om menstruation, puberteten og gode råd her.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program