Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

Inkaldelse til gynækologisk undersøgelse?

brevkassespørgsmål

Inkaldelse til gynækologisk undersøgelse?

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej. Er det korrekt, at kvinder bliver indkaldt til gynækologisk undersøgelse, når de fylder 23 år? Det har jeg meeeget lidt lyst til at skulle gennemgå om et år, specielt fordi jeg aldrig har haft sex (har bare ikke mødt nogen at have sex med), og dét faktum er lidt pinligt for mig, og desuden tror jeg ikke en sådan undersøgelse bliver mere behagelig af, at der aldrig har været noget "deroppe" før. Jeg regner selvfølgelig med, at I anbefaler, man tager til sådanne undersøgelser, når man bliver indkaldt, men er det helt hen i vejret at vente til man har mistet sin mødom? Hilsen Løven

Svar: 

Hej Løve.
Tak for dit spørgsmål. Jeg er glad for du skriver, for et år er lang tid at gå og være nervøs overfor noget, som der ikke er nogen grund til at være nervøs overfor. Jeg vil starte med at sige, at du slet ikke har nogen grund til at være pinlig over, at du ikke har haft sex endnu. Det vigtigste er, at du selv har det godt med det og det føles rigtigt når du beslutter dig for at gøre det.

Det er korrekt at alle kvinder får en indbydelse til en gynækologisk undersøgelse når de fylder 23 år. Sundhedsstyrrelsen anbefaler kvinder fra 23 år til 59 år, at få foretaget et såkaldt smear (en celleprøve fra livmoderhalsen) hvert 3. år.
Det skyldes at livmoderhalskræft forudgåes af forandringer i livmoderhalsens celler af stigende sværhedsgrad. Dette gør det muligt at opdage forstadier til livmoderhalskræft og give behandling derefter. Man kan således forhindre en mulig kræft i at udvikle sig.

Livmoderhalskræft rammer i Danmark cirka 400 kvinder årligt. Og modsat mange andre kræftformer rammer livmoderhalskræft også yngre kvinder.
Forstadier til livmoderhalskræft giver ikke nogen symptomer og bliver kun opdaget ved, at man får taget en celleprøve fra livmoderhalsen ved en gynækologisk undersøgelse.
Jeg kan således kun anbefale dig at få foretaget et smear når du bliver 23 så du undgår at eventuelle celleforandringer ikke når at udvikle sig til livmoderhalskræft.

Men du skal vide at det er et tilbud og ønsker du ikke at deltage i undersøgelsen, kan du enten afkrydse i feltet på indbydelsen og sende den til patologiafdelingen, eller melde fra på nettet på adressen: www.framelding.dk.

Selve undersøgelsen gør ikke ondt men kan evt. føles lidt ubehageligt. Dette er fuldstændig uafhængigt af om du har haft sex før eller ej. Et godt råd er, at du skal forsøge at slappe mest muligt af under undersøgelsen, så vil et evt. ubehag føles mindre. Det kan også være en ide at tale med din læge inden undersøgelsen, om hvordan du har det. Så har din læge mulighed for at forklare dig præcis hvordan undersøgelsen kommer til at forløbe og fortælle dig om alt hvad hun/han gør under undersøgelsen, så du er helt med på hvad der foregår.

Jeg håber det gav et lille indblik i hvor vigtigt det er at få foretaget undersøgelsen og man skal overveje det nøje før man vælger undersøgelsen fra.

De bedste hilsner Anne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål
Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program