kost
kost
hej, jeg er 17 og er en smule overvægtig. Jeg kunne godt tænke mig at starte i fitness, få lavet en træningsplan og en kostplan. Men jeg synes at alle de steder jeg kigger hend, det koster det penge. ved i hvor man kan gøre det gratis? og hvor mange kalorier må man normalt indtage på en dag når man er 17?
Hej Anonym
Det kan være meget svært at sige hvor mange kalorier du helt præcist skal have om dagen. Det vil nemlig kræve en test af lige præcis din forbrænding. Men som tommelfingerregel kan du regne med at et gennemsnitligt menneske skal have omkring 2000 kcal om dagen. Hvis du ønsker at tabe dig skal du så enten spise færre kalorier eller dyrke motion der svarer til at du forbrænder mere end de 2000 kcal om dagen.
Du har helt ret i det koster penge hvis du vil træne i et fitnesscenter...men der findes heldigvis andre muligheder. Nu hvor det er blevet varmere udenfor kunne udendørs fitness måske være en mulighed? Der findes masser af steder rundt omkring i landet hvor der er opstillet forskellige former for fitness maskiner i parker og skove hvor man kan træne gratis...døgnet rundt. Nu ved jeg ikke hvor landet du bor, men hvis man eksempelvis prøver at google fitness i det fri Aarhus kan du finde en oversigt over hvor i Aarhus kommune der er opstillet udendørs fitness udstyr.
Prøv at google din kommune og se om der ikke findes nogle i nærheden af dig.
En anden mulighed er at du træner derhjemme. Der findes masser af gode øvelser du kan lave derhjemme uden brug af udstyr. Her kan du eksemppelvis finde nogle ret gode hjemme-crossfit øvelser og der findes også masser af apps der indeholder 100vis af øvelser og træningsprogrammer. En jeg selv synes er rigtig god er Workout trainer som både findes som gratis og betalingsapp. Den gratis app indeholder masser af øvelser og programmer så den kan du sagtens nøjes med.
I forhold til kosten findes der også et hav af forskellige kostprogrammer som man kan følge. Men det kan være en jungle at finde rundt i og det er også helt rigtigt at en helt personig kostplan som regel altid vil koste penge.
Nu skriver du ikke noget om hvor overvægtig du er, og derfor synes jeg også det er lidt svært at henvise dig til en bestemt type kostplan.
Der er selvfølgelig en lang række almindelige kostråd som altid er gode at følge. Eksempelvis at du skal forsøge at skære ned på slik, chips, chokolade og andet med meget sukker.
Spis masser af grøntsager og magert kød, og spis kun lidt eller ingen brød, ris, pasta og kartofler.
Sørg for at spise morgenmad, frokost og aftensmad, og også gerne et par små snacks i løbet af dagen. Det kunne eksempelvis være et stykke frugt i løbet af formiddagen og gulerødder og et stykke groft brød om eftermiddagen.
Der er også den mulighed at du kan kontakte din læge og bede om nogle kostråd. Alt afhængig af hvor overvægtig du er har din læge også mulighed for at henvise dig til en diætist der så kan hjælpe dig med en personlig kostplan.
Håber du er blevet lidt klogere på hvordan du kommer videre.
Jeg ønsker dig held og lykke med det :)
Niels-Christian