Er træt af mit udseende..
Er træt af mit udseende..
Hej! :)
Jeg er en pige på 15 år, jeg har det ikke sådan godt med mig selv.. Jeg syntes selv at jeg ikke er så køn osv..
Jeg er 1,59 høj.. og derfor ikke ret høj af min alder, jeg synntes det er meget træls.. fordi at folk tit kommentere på det.
Jeg for også tit afvide at jeg ligner en på 12-13 år.. Det gør mig nogle gange ret ked af det, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..
Jeg er begyndt af gå med mascara.. men har ikke lyst til at begynde på at tegne mine øjnbryn op.. Ved ikke helt hvordan jeg
skal forklare det, men er bare træt af at folk siger jeg ligner en på 12-13 år.. jeg syntes det også selv, men ved bare ikke hvad jeg
kan gøre ved det. Jeg er tit rigtig ked af det over mit udseende.. og ved ikke helt hvad jeg kan gøre, for det begynder at fylde mere, og
jeg tænker hele tiden over det.
Kære du
Jeg tror at de fleste meneesker kender det med at være kede af et eller andet ved sig selv. Det er noget som, for de fleste, kommer til at fylde meget mindre når man bliver ældre, men for mange er det helt almindeligt...særligt som teenager.
Nogle er kede af at være "for høje", at have "for små" bryster, at have krøllet hår eller en skæv næse. For dig handler det om ikke at være "høj nok". Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis gør din situation bedre at vide at andre måske har det lidt ligesom dig i forhold til deres krop og udseende. Men jeg nævner det alligevel fordi jeg synes det er vigtigt at fortælle at det at være meget kritisk overfor sig selv er et helt almindeligt menneskeligt træk, men også noget man kan arbejde med så man med tiden bliver bedre til IKKE at lytte til alt det negative man kan få fortalt sig selv ind imellem.
I puberteten udvikler både krop og hjerne sig helt vildt og det er selvfølgelig både helt naturlig og nødvendigt for at man kan gå fra at være barn til at være voksen. Men det er også med til at gøre teenageårene ekstra svære. For samtidig med at kroppen udvikler sig helt vildt så bliver hjernen i stand til at tænke tanker om verden og om én selv som man ellers ikke plejer. Eksempelvis de meget selvkritiske tanker. Det er klart at det også gør det sværere når du jævnligt oplever at andre kommenterer at du ser yngre ud end du faktisk er.
Jeg har tjekket hvad den gennemsnitlige højde er hos 15-årige piger i Danmark. Og den er 165 cm. Det vil sige at når man lægger højden for alle 15 årige piger sammen i Danmark så er gennemsnittet af alles højde 165 cm, men det betyder samtidig at der indefor det man kunne kalde en "normal" højde er piger der er højere og også masser der er lavere, hvilket også betyder at din højde på 159 cm er fuldstændig normal højde for din alder.
Jeg har ikke en enkelt eller hurtig løsning til hvordan du kan få det bedre med dit udseende. Først og fremmest fordi kroppen jo gør og udvikler sig som den selv vil og dels fordi det med at lære at se sig selv i et mere positivt lys er noget der tager tid at lære. Men med lidt tålmodighed kan er jeg sikker på du sagtens kan få det bedre med dit udseende.
Først og fremmest er der selvfølgelig den mulighed at du bliver højere. Kroppe udvikler sig forskelligt. For nogle går det rigtig stærkt med at vokse og udvikle former i de første teenageår, og for andre sker udviklingen mere stille og roligt over en meget længere periode. Som 15-årig er det slet ikke sikkert at din højde og din krop generelt er færdig med at udvikle sig. Så jeg tænker at du bliver nødt til at væbne dig med tålmodighed og se hvad der sker de næste par år.
Når det så er sagt tænker jeg også at du bliver nødt til at prøve at kigge lidt mere grundigt efter de ting som du ikke er ked af ved dig selv, og prøve ikke at være så fokuseret på det du er ked af. Her tænker jeg både på ting ved dit udseende som du faktisk ikke er ked af lige nu, men det kunne også være andre ting ved dig selv som eksempelvis at du er en god ven, at du er god til sprog, at danse, får andre til at grine....ja, hvad som helst som du faktisk holder af ved dig selv.
Måske lyder det skørt, men følelser er på en måde smitsomme. Så hvis man er fokuserer for meget på éns egne negative sider (som vi alle har) lige meget om det handler om de ydre eller de indre, så smitter det ligesom af på alt andet. Fordelen ved den funktion er så til gengæld at man også kan blive smittet af de positive følelser.
Måske har du prøvet at være forelsket? Hvis du har, har du måske oplevet at man kan komme til at se det menneske som man bliver forelsket i med helt andre øjne. Èn som man måske aldrig rigtig har lagt mærke til, eller som man måske ligefrem har syntes var kedelig eller ikke særlig "lækker" pludselig kan komme til at "se anderledes ud" fordi man bliver forelsket i ham eller hende.
Sådan tænker jeg også at det kan være med den måde man ser sig selv. Hvis man øver sig på at finde de positive sider ved sig selv kan man også lige så stille komme til at se sig selv med "andre øjne". Øjne der er langt mindre selvkritiske.
Prøv eksempelvis at skrive en eller to gode ting ned omkring dig selv hver eneste dag. Det kan være ting du har gjort i løbet af dagen, følelser du har følt eller noget pænt en anden har sagt til dig. Du tænker måske at der jo ikke er noget positivt, men det er jeg sikker på der er...hvis du kigger efter dem. Med tiden kan du samle en helt bog, eller en krukke eller hvad du nu samler de her nedskrevne oplevelser i, som jeg er sikker på vil give dig et andet syn på dig selv.
Til sidst vil jeg også sig at jeg tænker det er vigtigt at du ikke går helt alene med de her tanker. Som jeg nævnte tidligere så er den her følelse helt sikkert noget rigtig mange kender til. Så jeg tænker at du også kunne få rigtig god støtte ved at snakke om det her med dine forældre eller måske hvis du har en storesøster, en moster, en veninde eller en god ven? Bare det at få tankerne ud og snakke med andre om dem kan være en kæmpe hjælp i sig selv.
Måske er det også nogle af de samme mennesker som ind i mellem siger til dig at du ikke ser så gammel ud? Jeg tænker at andre sagtens kan sige det uden at tænke over at det faktisk er noget der gør dig ked af det? Jeg kommer til at tænke på om du har sagt til dem der siger det til dig at du faktisk bliver ked af at de siger det og at det begynder at fylde meget mere for dig end det egentlig burde fordi de vælger at kommentere på det? Hvis ikke du har så synes jeg helt sikkert du skal sige det.
Jeg håber du lige så stille får øje på sider ved dig selv som du er glad ved, og så er jeg sikker på at du med tiden vil komme til at tænke helt anderledes om dit udseende lige meget om du faktisk bliver højere eller ej.
Bedste hilsner
Niels-Chrisitan