Vi har alle hver vores histore. Vi har alle hver vores egen kampe. Og det glemmer vi til tider. Her kommer min kamp med angst, stress og depression: 

Hver eneste morgen er en kamp om at komme ud af sengen. Alt i dig har lyst til bare at blive under dynen. Gemme dig fra verden. Hvis det så endelig lykkedes dig at beslutte dig for at stå op, føles hele din krop tung og alting går super langsomt. Det lykkedes dig at komme ud på badeværelset, hvor du går på wc. Af og til børster du tænder og går i bad, men det er sjældnere end du burde. Derefter finder du noget tøj frem, men intet føles godt nok og nogen gange ender du tilbage i sengen i stedet, hvor du enten sover eller ser tv. Hvis det dog lykkedes dig at holde dig oppe, går du måske en tur eller får øvet en lille smule, eller også får du endelig ringet til hende der fra kommunen, du skulle have ringet til for evigheder siden.

Det meste af tiden har du det som om en stor tåge er omkring dig. Du har mistet lystet til at det du ellers elsker. Du begynder at undgå omverden mere og mere og i perioder, har du måske slet ikke kontakt til nogen for dage. Du ligger bare under din dyne, der hvor du helst vil være, fordi det er vant. Men du drukner i tanker og du tænker dagligt på selvmord. Du ser selvmords muligheder og alt. Men du gør det aldrig. For vi har alle en grund, som er så stærk at den overvinder tankerne.

Nogen dage er værre end andre. Og hvis det endelig lysner op, bare en smule forsvinder jorden under dine fødder igen. Din krop svigter og du væltes tilbage i seng. Enten pga. angsten eller bare en ubeskrivelig tristhed.

Angsten kommer ofte pludselig, mens du andre gange kan fornemme den længe inden, men kan bare ikke gøre noget ved det. Så kommer den; den fylder din krop men mørke. Den knuser dig, som var du glas. Du begynder at mærke dit hjerte, som nu slår hurtigere. Du begynder at hyperventilere og ryste. Det overtager dig. Du kan ikke længer mærke dine ben og det prikker på dine læber. Du krøller dig sammen, på grund af en kraftig stikken i hjertet. Og det føles som om du bliver kvalt. Det bliver så voldsomt, at den overtager dig, alt dit fokus kredser indad. Men nu mere du fokusere indad, nu større bliver mørket. Men du bliver hevet ind og den ødelægger dig mere og mere. Nogen gange besvimer du, andre gange falder du i søvn.

Når du vågner igen, vågner du som regel forvirret og med en ubehagelig fornemmelse i kroppen, du har mest af alt lyst til at sove igen. Lidt som et rigtig slemt marridt. Nogen gange kan du mærke angsten begynde igen, med det sammen og alt i dig håber bare du ikke skal igennem det igen, men du er allerede udkørt og har ingen kræfter til at kæmpe igen. Hvis du er heldig og bare vågner normalt, har du det som regel lidt bedre for en kort stund, lidt ligesom lige efter man har brækket sig. Du er kommet ud med noget af det, som fylder dig og ødelægger dig, men inden længe har det taget over igen.

Du er aldrig rigtig sulten længer, men prøver alligevel at få lidt mad ned.  Andre gange får du et æde flip, det er som regel når du har det dårligst. Du bruger det som medicin. Det dæmper smerten for en stund.

Når det bliver aften er du enten meget træt og udkørt, så du falder i søvn, tit inden aftensmad. Andre gange kan du slet ikke sove, dit hoved er fuld af tanker og du ved at hvis du ligger dit hoved på hovedpuden, vil du på slipsekunder være fanget af mørket igen og du vil blive nød til at sætte dig op, for at berolig din krop bare en smule. Når du ligger ned føler du fanget og holdt fast i smerten, så du sætter dig op med et sæt. Og er allerede dybt inden i angsten. Men den overtager dig ikke helt som ellers. Her holder den dig fanget og fuldt til stede. Du har det som om du flyder over eller skal til at eksplodere og du ønsker mere end noget andet, at en ville sidde ved din side og berolige dig. Du kan ikke rumme at være i dig selv og kan finde på at rokke frem og tilbage, eller tage dig til hoved. Kaste med ting og have lyst til at skrige, bare få det ud af dig. Hvis du har det mindste energi tilbage, får du dig selv ud på badeværelset, hvor du tænder for vandet, så det er dejlig varmt og så sætter du dig bare ned på gulvet og lader vandet berolige dig. Som regel tager du ikke engang tøjet af, da du ikke har energi til det. Der sidder du så indtil du er faldet til ro, og ofte længere, da du vil være helt sikker på at angsten er langt væk. Hvis du har overskud, går du ud og laver en varm kop te og så sætter du ligegyldig tv på, bare noget glad og overfladisk. Hvis du ikke har så meget overskud går du direkte til tv´et og lader det køre, mens du falder i søvn.

Der er som regel altid et lys tændt. Ikke fordi du er bange før mørket, det lever du jo med til daglig, men fordi det kan være nemmer at sove eller holde smerten væk, når der er lidt lys tændt. Det er også nemmer at sove om dagen, da det som om natten bare forstærker mørket inden i dig.

Nogen dage slipper du ikke væk for smerten, men de fleste dage, mærker du ikke noget. Du er bare tom. Smerten gør så ondt, at det er stoppet med at gøre ondt. Nogen gange spekulere du på hvorfor. Men som regel prøver du bare ikke at tænke på det. Du prøver at holde dig over vande. Prøver at komme gennem dagen.

Og det der egentlig får dig gennem dagen, er den ene ting, som er gemt inden bag mørket. Den del af dig, som er gemt væk længst inden. Det kan være en drøm, en person, et minde eller noget fjerde. Og det er ikke det samme hver dag, det skifter. Det er håbet. Håbet om en forandring. Håbet om en bedre tid. Og det lille glimt af håb, gør hele forskellen. Det er håbet der får dig op om morgen, og gennem dagen og natten. Håbet er lystet i mørket. Nogen gange kan du ikke se det for tågen, men det vil altid lyse i dig.

So lets love the broken ones.

Knus Musicgirl