Kære du

Jeg kan godt forstå du er rigtig ked af, hvordan forholdet mellem dig og din far er i øjeblikket. Det er ikke rart at føle at man hele tiden bliver uvenner med andre, og slet ikke sine forældre. 

Som jeg forstår dig startede problemerne mellem dig og din far, efter at du havde været hos din mor, hvor du havde fået lov til at få en tungepiercing. Er det mon rigtigt forstået?
Det kunne godt lyde som om din far ikke var enig med din mor om at du skulle have den piercing, og måske var det derfor han var så vred da du kom hjem? Egentlig er det måske nok din mor, som din far var mest vred på, fordi hun havde givet dig lov. 

Jeg synes det er rigtig positivt at din far sagde undskyld. Det siger nok noget om at han også meget gerne vil have at I kan snakke sammen på en god måde, og have det godt sammen. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt at han så bliver rigtig sur igen dagen efter. 

Du skriver at du fik at vide at din farmor har kræft for nogle måneder siden. Det kan jeg godt forstå er rigtig svært, også selv om du ikke har et særligt tæt eller godt forhold til hende. Jeg tænker at din farmors sygdom måske kan have en betydning for hvor meget overskud din far har lige for tiden? Måske er han særligt presset over at hun er syg, og måske er det derfor der ikke skal så meget til, før han bliver sur og vred?

Har du overvejet at tage en snak med ham (mens han er i godt humør, eller i hvet fald når han ikke er sur) om hvordan du har det. At du føler han har ændret sig, og at du godt kunne tænke dig at jeres forhold blev lidt bedre igen. Måske kan du spørge ham om han også har lagt mærke til at han hurtigere bliver vred? Måske har han slet ikke selv lagt mærke til det. 
Nogle gange kan man være rigtig presset og ændre sin adfærd uden selv at lægge mærke til det. Og så kan det faktisk være rigtig rart, hvis nogen lige gør opmærksom på det.
Hvis du synes det er svært at skulle sige til ham, kan du overveje at skrive til ham. Det kan nogle gange være lettere at for orderne ned på skrift end at skulle stå ansigt til ansigt og have dem ud. 

Måske kan du foreslå om I kunne lave noget hyggeligt sammen. Tage på café eller noget andet som I begge kunne synes var hyggeligt. Og så få snakket lidt om hvad det er der sker mellem jer lige nu. Det kan også være at din far sådan helt generelt har det lidt svært med at du bliver ældre, mere moden og mere selvstændig. Det er i hvert fald meget almindeligt at forældre og teenagebørn kan have svært ved at forstå hinanden, og så kan det hurtigere komme til konflikt, vrede og surhed. Der er det bare vigtigt at prøve at snakke sammen, mens man ikke er oprevet. Så kan man sammen prøve at lave nogle "spilleregler" for hvordan man skal snakke med hinanden, og hvordan man håndterer situationen når man er uenige, kede af det eller vrede...for det kan selvfølgelig ikke altid undgåes. 

Jeg håber du finder ud af det. 

Mange hilsner
Julie