Kære du

Jeg kan godt forstå du er forvirret og frustreret over din situation. Det er i sig selv svært nok at skulle leve med et handicap, men det bliver selvfølgelig kun sværere, hvis du samtidig føler at du mangler støtte. 

Lad mig lige starte med det her med at gå og træne dine ben. Jeg tænker at du "ikke må" gå selv fordi dine behandlere er bekymrede for at du falder, og måske får et knoglebrud der gør din situation endnu værre. 
Jeg ved ikke om du træner dine ben, fordi der er en mulighed for at du med tiden kan komme til at gå selv, eller om det "kun" er for at træne muskulaturen i benene. Det kan nemlig godt give rigtig god mening at træne benene, selv om du ikke kan gå. Jo mere du kan træne og holde din krop igang, jo bedre form kan du holde hele din krop. Træning af dine ben kan også være med til at træne muskulaturen i benene, så det kan hjælpe med at holde en god cirkulation at blodet til dine ben og fødder. Noget der for nogle kørestolsbrugere kan være et problem. 
Nu ved jeg ikke så meget om dit handicap, og derfor kan jeg heller sige noget særligt præcist, men kun komme med tanker om hvad årsagen kunne være. 
Jeg tænker det er vigtigt at du siger meget præcist til dine behandlere (læger, fysioterapeut, sygeplejersker eller lign) at du har brug for at vide præcist, hvorfor du træner og hvorfor du ikke selv må gå, når du gerne vil. 

Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at acceptere dit handicap. Det med at nå til en accept af, at man ikke kan gøre de ting man gerne vil, men er tvunget til at indrette sin hverdag og sit liv på en måde som andre ikke behøver at tænke på, er en svær og for mange , en lang proces. Jeg tænker du kunne have stor gavn af at tale med nogen om din vrede, frygt og sorg over din situation. Det kunne både være en professionel (en psykolog måske) og andre unge som også lever med et handicap. Som ung er det helt naturligt at være bange for hvad fremtiden bringer. Det er en almindelig del af den udvikling man gennemgår i teenageårene. Men du har selvfølgelig lige en ekstra dimension oveni, der bestemt ikke gør bekymringerne mindre.
Prøv at spørge din egen læge, eller en af de behandlere du føler dig tryg ved om hvilke muligheder du har.
Du skal vide at den her manglende accept du oplever er helt naturlig. Det tager tid at acceptere sin situation, men det kan godt lade sig gøre. 

Fedt med en drøm om at blive forfatter. Selvfølgelig er det da noget du kan i fremtiden. Det er svært at sige om du kan komme til at leve af at skrive. Det er nok ikke så mange der kan det. Måske kunne det være dig. Under alle omstændigheder er der masser af mennesker der skriver og udlever deres forfatterdrøm, uden nødvendigvis at kunne leve af det og skrive bestsellere.  
Der findes masser af muligheder for at udfolde sig som forfatter. Jeg ved ikke om du allerede kender dem, men her kommer et par links du måske kunne tjekke ud. HUK eller Håbefulde Unge Forfattere er en forening for unge der elsker at skrive. Tjek dem ud på Facebook
Der findes også kurser, hvor du kan lære at blive bedre til at skrive. Se mere her

Jeg tror på ingen måde at du er dum. Jeg kan sagtens forstå, hvordan du kan få den følelse. Men det betyder ikke at du er dum...slet ikke. På grund af dit handicap, har du en masse bekymringer, som helt naturligt fylder indeni hele tiden. Det ville gøre det svært for de alle at fokusere på skole og følge med. Det er din lærers opgave at støtte dig når du har ekstra brug for det. Måske ser din lærer ikke dit ekstra behov?
Jeg kan som sagt godt forstå at du er både vred, ked af det og bange. Som sagt, tror jeg det er nødvendigt for dig, at sige det meget klart og tydeligt til de behandlere du har omkring dig, til din lærer og til din familie. Forklar dem at du har brug for mere støtte. Støtte i skolen, støtte til at håndtere og acceptere dit handicap, og støtte til at holde fast i din drøm om at blive forfatter. 

Med den rette hjælp er jeg sikker på det kan lykkes for dig. Hvis du tænker det kunne være en hjælp, er du meget velkommen til at logge på vores chat, og snakke mere med en af vores rådgivere om hvordan du kunne snakke med din lærer, dine forældre eller dine behandlere. 

Bedste tanker Julie