Kære Chriller

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er rigtig ked af det. Det er så smertefuld at miste, nogen man elsker, og særligt når man samtidig mangler støtte hos den familie, man har tilbage. 

Hvor er det urimeligt at din mor, siger at det er din skyld, og at hun ville ønske hun aldrig havde født dig. Nogle gange kan voksne desværre godt sige, og gøre, nogle rigtigt urimelige ting, når de selv er kede af det. Det lyder som om det er det du oplever lige nu, for selvfølgelig er det ikke din skyld, at din onkel er død. 

Jeg kan godt forstå, at du pludselig oplever en frygt for at besøge dine bedsteforældre. Selvom der selvfølgelig overhovedet ikke er en sammenhæng, og selv om det på ingen måder er din skyld, så er din frygt for at der skulle ske noget med dine bedsteforældre, helt naturlig, når din mor har sagt de her ting til dig. Hvor er det bare urimeligt. 
For det er jo netop nu, at du har brug for at være sammen med dem du holder af. Så I kan støtte hinanden, og så de kan være der for dig. Jeg synes helt bestemt du skal besøge dine bedsteforældre, hvis du stadig har lyst til det. Det ville de nok også blive glade for. 

Jeg tænker ikke, det er så underligt at du græder hver nat, og at du tænker på at ende livet. 
Jeg tænker, at du græder hver nat fordi du har mistet et menneske som du elsker. Det er en helt naturlig reaktion, og det er der ikke noget forkert i. 
Jeg tænker, at du overvejer at ende dit liv, fordi du ikke kan overskue, den smerte du føler, og fordi du ikke kan se, hvordan tingene kan blive bedre. Det er også helt naturligt at tænke og føle sådan. 
Jeg ved, at det kan blive bedre igen. Jeg ved at du kan blive glad igen. Det er umuligt at se, når man selv sidder lige midt i sorgen. Men det kan godt lykkes. 

Livet er heldigvis fyldt med glæde, og gode ting. Men det at miste, er desværre også en del af livet. Sorg gør ondt, og det er jo ikke fordi at man kan gøre noget for, at din onkel kommer tilbage. Men man kan godt lære at leve videre. Man kan lære at være glad igen. Sådan ægte glad.
I starten, når man mister, så gør det så ondt indeni. Fordi det eneste man føler er savnet af dem, hver eneste gang man tænker på dem. At man aldrig skal se dem igen, og hvor ondt det gør. Det er også rigtigt. Men husk, at hver eneste af de mange oplevelser du allerede har haft med din onkel. De er der stadigvæk. De bor indeni dig, og dem kan ingen tage væk. Lige nu er det sorgen der overskygger de gode minder, men med tiden vil du igen kunne smile ved tanken om din onkel. Med tiden vil det være de gode minder der fylder indeni, i stedet for sorgen og smerten. 

Det er så godt, at du har valgt at skrive dit brev. For den sorg og smerte du oplever, vokser sig kun større når du går alene med den. Hvor er du sej, at du har fortalt dine veninder om dine tanker. Og hvor lyder dine veninder som nogle rigtig gode veninder, der holder virkelig meget af dig. Den samme omsorg, burde dine forældre selvfølgelig også give dig, men det kan de åbenbart ikke lige nu. Det er ikke rimeligt, overfor dig. Slet ikke. Desværre er det som sagt noget der kan ske, når voksne selv bliver meget presset, og selv bliver rigtig kede af det. De lader det gå ud over børnene. Det er ikke i orden. 

Derfor tænker jeg også, at du har brug for hjælp fra nogle andre voksne. Din far siger, at du ikke må sige noget. Han kan helt sikkert ikke overskue, hvis andre skal blande sig, og finder ud af, hvor svært du og resten af familien har det lige nu. Men du har brug for hjælp og det er det vigtigste lige nu. Jeg mener faktisk også at din familie har brug for hjælp. Så hvis du kan finde mod til at sige noget i skolen, mener jeg ikke kun at du hjælper dig selv. Du hjælper faktisk hele din familie.  

Der findes mange muligheder for hjælp. Det kunne være hjælp til at tale om sorgen, over at have mistet din onkel. Det kunne både være med en voksen, men også med andre unge, som har mistet et familiemedlem. Det kunne selvfølgelig også være hjælp til, at få tingene til at fungere lidt bedre derhjemme. I alle kommuner, findes der faktisk voksne der hjælper hele familien på, en gang, så alle, i familien, kan få mere overskud og blive glade igen. 
Jeg ved at du igen, kan blive glad, og finde meningen med livet. Jeg har talt med mange børn og unge, der har haft så ondt i livet, at selvmord, føltes som den eneste udvej. Jeg har set mange ændre mening og finde livsglæden igen. Jeg ved det kan lykkes. 

Jeg håber du vil tage et skridt mere, og søge mere hjælp. Det kunne være ved at sige det til en lærer i skolen. En du er tryg ved. Det kunne også være en af dine gode veninders forældre. Eller en helt anden voksen. Bare en du føler dig tryg ved. 
Alle kommuner har også det der hedder en åben anonym rådgivning, hvor man kan ringe og tale med en voksen, uden at fortælle hvem man er. Det kunne også være en mulighed, hvis du synes det er svært, at snakke med en voksen du kender. Du kan prøve at skrive navnet på din by, og så Åben anonym rådgivning, på google, og så skulle der gerne komme et telefon nummer, som du kan ringe til. 

Du kan også ringe til Børnetelefonen, som har åben hver eneste dag mellem kl. 11-23..nogle gange også om natten. 

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at klikke forbi vores chat, og snakke med en af vores rådgivere, om hvordan du kan få noget hjælp. Sammen kan I måske finde nogle endnu bedre muligheder. 

Jeg tænker, at du har skrevet her i brevkassen, fordi du stadig har et håb, om at det kan blive bedre. Det ved jeg det kan. Tag et skridt mere, og søg noget mere hjælp. 

Mange tanker Julie