Virker ikke socialt
Virker ikke socialt
Hej jeg er en dreng på 17 år og jeg har svært ved det sociale. Jeg kan sagtens skabe mig nogle venner men jeg har svært ved at holde på dem da jeg ikke tør invitere dem med hjem. Grunden til dette er at jeg ikke aner hvad vi fx kan lave. Sammentidig så er det også sådan at når jeg kun er sammen med en af mine venner ad gangen føles det tit som om at det føler sig utrygge i mit selvskab. Hvis jeg gad kunne jeg altid bare tage i byen hver uge med mine venner og drikke os stive for det er typisk det de gør og så keder de sig ikke. Men der er bare det at jeg ikke rigtig gidder drikke længere på grund af det er usundt og alt muligt andet. Så på den måde bliver jeg også lidt isoleret. Jeg har haft det sådan i lang tid. Kan i hjælpe mig?
Kære du
Jeg kan godt forstå din frustration over din situation. Det her med at føle sig isoleret, især hvis man ikke er til druk og fester, er jeg efterhånden har talt med en del unge om. Jeg synes først og fremmest, det er vigtigt at du holder fast i hvem du er. Og hvis fester og druk ikke er dig. Så skal du selvfølgelig holde fast i det. Der findes masser af andre muligheder for fællesskab og venskab. Udfordringen kan være at få øje på mulighederne.
I bund og grund er det du oplever, fuldstændig almindeligt, når man bliver ældre. Jo ældre man bliver, jo mere selvstændig bliver man også. Derfor bliver det også mere naturligt, at man begynder at opleve, at de kammerater man deler en stor del af sin hverdag med (fordi man går i skole sammen, dyrker sport sammen og lign) pludselig bevæger sig i en anden retning end én selv.
Nogle gange kan det selvfølgelig handle om at finde, helt nye venskaber. Men ofte handler det nok nærmere om at få øje på nye sider af de relationer man har i forvejen. Den gruppe af venner, og kammerater du er en del af, handler om mere end fest og druk. Det er 100 procent sikkert. Ud af til, kan det føles som om de ikke går op i så meget andet. Men hver især er de mennesker du har omkring dig langt mere sammensatte end det. Med det mener jeg at de med sikkerhed har mange forskellige sider og interesser. Spørgsmålet er hvad det kunne være?
Igen tænker jeg dit udgangspunkt, kan være dig selv. Hvad er det du interesserer dig for? Musik, film, sport, gaming, at fiske, politik, filosofi, udeliv....ja, what ever. Hvad er det du brænder for. Hvad synes du er interessant? Prøv at tale om de ting du synes er spændende, og se hvem omkring dig der ligesom "bider på". Hvem siger pludselig, "hey, det kender jeg godt", eller "det synes jeg også er ret fedt"
Del dine tanker og interesser med de andre, når I mødes. Omkring skolearbejde, når I klæder om efter sport...osv. Det er nemlig langt fra sikkert, at du er den eneste, der synes at det store fællesksab, går lidt for meget op i fest og druk. Der kan sagtens være andre, der ønsker sig at kunne være sammen på en anden måde. Andre der føler sig usikre, ligesom dig.
Som sagt er den følelse her ret almindelig. Det handler i høj grad om at grave lidt længere ind, og opdage nye sider af de venner du har omkring dig.
Hvis det virker voldsomt at invitere en enkelt kammerat med hjem, så prøv med to, eller tre. Så den her "pinlige tavshed" ikke så let opstår. Eller spørg om de har lyst til at gå i biografen. Tage med ud og se fodbold, et eller andet som du synes er sjovt. Hvis de kan lide at gå i byen, så spørg om de har lyst til at gå til en koncert i stedet for på druk. Hvis ikke de er til film, kunne i måske mødes og se en counterstrike turnering? Der er et hav af muligheder. Det handler både om at se muligheder, og de små ting man har til fælles. Og samtidig at være lidt fleksibel. Det er ikke sikkert, at du kan finde nogen der har alle, eller præcis, de samme interesser som dig. Men du kan garanteret godt finde noget du har nogle ting til fælles med.
Gode hilsner Julie