Jeg er en ung kvinde på 24 og det her fylder mere og mere i mit hoved.. det bliver nok en længere historie for der er mange spekulationer i alt det her, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal føle eller tænke. som barn var jeg udsat for meget grov mobning, som har fulgt mig siden 0.klasse altså år 2000 og frem til sommer 2014. Jeg har aldrig haft de der gode venner som man havde med hjemme, eller som man brugte tid med efter skole, jeg har altid været mig selv, og derfor nok også brugt min fantasi meget for ikke at føle mig ensom som barn. har i mange år egentlig haft glemt det her, men kom så pludselig i tanke om det. Som barn, måske 8-10 år, kan jeg huske at jeg tit om aftenen lå og fantaserede om at jeg ikke var alene. at "kendte" fra tv kom og snakkede med mig. jo ældre jeg blev og seksualitet begyndte at spille ind husker jeg tydeligt at jeg hver aften havde fantasier om overgreb hvor der så til slut kom en og redede mig, holdte om mig og så faldt jeg i søvn. jeg husker de her tanker om overgreb, det var ikke noget som prægede min hverdag overhovedet. som 15 årig til min ført fest er jeg udsat for et reelt overgreb. det bliver ikke anmeldt, jeg taler ikke med nogen om det, og jeg skammede mig helt vildt over det! følte at det var min egen skyld, og tænkte at folk ville se på mig som en eller anden luder. mistede dog heldigvis ikke min møgdom. jeg har 2 drenge kærester da jeg er mellem 16-20 år. vi er kærester, vi har sex. jeg tænker ikke rigtig over det, andet end at jeg har et enormt selvhad der gør sex lidt mindre afslappet og rart men de 2 drenge jeg har været sammen med tog ikke hensyn til det. som 21 årig ender jeg så sammen med en pige. vi er hemmeligt kærester i næsten et år. og jeg har aldrig nogensinde følt mig så tilpas.! dog blive jeg så såret at jeg gemmer alle de tanker og følelser væk og ender med en fyr igen. det er dog bare ikke det samme. jeg føler ikke samme tryghed, føler ikke jeg er tilpas når man skal være tryg - og forholdet går hurtigt i stykker. har nu været helt alene i 3 år, og jeg kan slet ikke finde hoved og hale i hvad jeg skal, hvad jeg vil. Jeg tænker på hvorfor jeg som barn havde de fantasier om overgreb, og jeg ved at det rigtige overgreb har sat sine spor i mig, da jeg ikke stoler på mænd bare sådan lige, men jeg kan godt kigge på en mand og blive tiltrukket af ham! jeg tænker engang imellem på hvor rart det ku være at blive holdt om af en mand, men så snart tanken går videre til at man bliver tændt, og der skal ske noget sex så bliver jeg helt frastødt. frastødt ved tanken om at en penis skal op i mig? jeg er så tiltrukket af pige sex, men det med piger er så kompliceret :( jeg er så frustreret. og der er så mange ting.. mon jeg skal prøve det af med en fyr igen? forklare hvad der sker ? men vil en mand ikke bare tænke jeg er totalt sindssyg? jeg ved egentlig ikke helt hvad spørgsmålet i det her er, men jeg føler mig så skør over at jeg havde de fantasier som barn, Jeg er snart uddannet pædagog og har lige haft nogle sager omkring børn og seksualitet, mulig mistanke om overgreb, som satte alle de her tanker igang i mig igen.. hjææææælp jeg er så forvirret.