BØJLE
BØJLE
Hej jeg er en pige på 13 år, jeg har et mellemrum i mine fortænder og jeg vil virkelig gerne have bøjle på! Men min tandlæge har sagt at jeg ik skal have bøjle på! Og jeg er virkelig ked af det over det. Jeg ved ik hvad jeg skal gøre fordi jeg vil rigtig rigtig gerne men det koster ogs rigtig meget at få bøjle!
Hej Laura
Tandlægen kan kun tilbyde bøjle, til dem der får problemer med tænderne, hvis de ikke får bøjle på. Ganske enkelt fordi det er en meget dyr behandling.
Man kan selvfølgelig sagtens være uenig med tandlægen, og selv synes at ens tænder er skæve. Og så er der mulighed for selv at betale, men det er, som du selv skriver, meget dyrt.
Jeg ved ikke om det er din egen tandlæge, eller din kommunes bøjletandlæge der har sagt at du ikke skal have bøjle på? Det er bøjletandlægen der kan træffe en beslutning, om de kan tilbyde dig en bøjle. Hvis du ikke har været ved en bøjletandlæge, kan du og dine forældre måske tale med din tandlæge om muligheden for at få en vurdering hos bøjletandlægen.
Hvis det er bøjletandlægen der har sagt nej til bøjle, tænker jeg du må snakke med dine forældre om mulighed for selv at betale for bøjle.
Og så er der jo også den mulighed, at du prøver at lægge tanken om bøjle på hylden i lidt tid. Det ved jeg godt kan være svært, når du nu så gerne vil have rettet tænderne. Du skal vide at det er meget naturligt at være meget selvkritisk, og ked af nogle ting ved sig selv, når man kommer i puberteten. Jo ældre du bliver, jo mindre kritisk kan du blive, og så kan det være at det du oplever som et kæmpe problem i dag, slet ikke fylder så meget om et år eller to.
Jeg er sikker på at du er helt perfekt som du er, med lige præcis de tænder du har. Og hvis du om nogle år stadig brænder for at få en bøjle på, kan du jo altid få bøjle på senere. Det vil nok stadig blive dig selv der skal betale.
Mange hilsner Julie