Kan ikke holde ud at bo hjemme
Kan ikke holde ud at bo hjemme
Jeg kan simpelthen ikke holde ud at bo hjemme længere. Min far og stedmor har alt for høje forventninger til mig. Jeg bliver dagligt irrettesat og skældt ud, der er konstant skænderier, bliver dagligt truet med at blive smidt ud eller blive tvunget til at bo hos min mor som bor på bornholm hvilket ville gøre jeg blev nødt til at skifte gym. Min mor har allerede skrevet mig op i flere bolig selskaber men alt har en 3-5 års venteliste, men hun er selv fuldkommen enig i at jeg ikke skal bo der. Hun har før ved et uheld været på opkald med mig mens min far har haft skældt mig ud og blev selv helt chokeret over hvordan han snakker til mig. Jeg bliver sindsyg af det, det har stået på i flere år nu, det lige før jeg overvejer at stike af hjemmefra. Hvad kan jeg gøre?
Kære du,
Øv. hvor lyder det bare ikke til at være rart at være dig. Jeg kan godt forstå du gerne vil væk. Den måde du beskriver, at din far og stedmor behandler dig på, er virkelig ikke i orden. Og når det at bo hos din mor ikke rigtig er en mulighed, kan jeg godt forstå at du er ved at være desperat.
Det er dejligt at høre, at du har talt med din mor om hvad der foregår, og at din mor gør hvad hun kan for at hjælpe dig. Det er nemlig vigtigt at man taler med nogen om det, når der er noget, der fylder i ens liv. Men jeg kan godt forstå, hvis du synes 3-5 år er for længe at vente på en forandring. Som jeg ser det har du dog også nogle muligheder mens du venter:
1. Jeg tænker, at det er vigtigt at du forsøger at tale med din far og din stedmor om den måde de behandler dig på, og hvad det gør ved dig. Det er vigtigt, at de forstår hvad det gør ved dig at blive behandlet på den måde. Hvis de ikke vil lytte eller du har svært ved at få dem til at lytte, kan du også skrive et brev til dem, hvor du forklarer hvordan det er at være dig, når de opfører sig som de gør.
2. Derudover tror jeg, at det vil være en god idé at få din mor til at tale med din far om den måde han og din stedmor behandler dig på. Hun er naturligvis ikke til stede til daglig, men har hørt fra dig + overhørt igennem telefonen, hvad det er der foregår hjemme hos dig, så jeg tænker, at hun har et ret godt udgangspunkt for at tage en snak med ham. Og nogen gange er voksne mere tilbøjelige til at lytte, når ordene kommer fra andre voksne, end når de kommer fra børn/unge.
3. Du skriver, at du meget gerne vil væk hjemmefra, og derfor drejer mit sidste råd sig konkret om, hvad du kan gøre i forhold til din nuværende boligsituation. Ud fra det du skriver lyder det absolut ikke til at du trives, og derfor tænker jeg, at det måske kan være en løsning for dig at flytte over til et andet familiemedlem (fx en onkel, tante, bedstemor, el. lign) eller en god ven/veninde i en periode. Jeg forestiller mig, at det vil kunne skabe noget ro omkring dig, og vil også hjælpe både dig og din far og stedmor til at se, hvad der skal gøres og ændres, for at du kan trives og I alle kan fungere sammen.
Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!
Mange hilsner,
Siv