At være god nok

brevkassespørgsmål

At være god nok

Inderst inde

Hej

Jeg er en pige på 14 år, jeg har gået rundt med de her følelser rimelig længe nu. Jeg går på en privatskole, hvor vi får sådan rimelig mange lektier for, jeg går ovenikøbet også i en rimelig klog klasse, sådan at hvis man ikke får 10 eller 12 er det ikke godt. Jeg begyndte i 7 klasse at lukke lidt ned, mine karakterer gik nedad og jeg var stille i timerne, men så fordi lærerne kommenterede på at jeg ikke sagde noget tvang de mig på en måde til at sige noget. Så jeg begyndte at tale i timerne. jeg føler lidt at mine venner ikke forstår mig, når jeg prøver at tage noget op som jeg føler, så føler jeg de tager det på en forkert måde, sådan jeg er hypersensitiv så jeg føler måske alt kraftigere end de gør, men ville ønske de havde forståelse for det. Det har jeg oplevet meget her i 8. Klasse, men så har jeg bare droppet emnet og sagt de havde ret. Men har fået den her stærke følelse af at jeg ikke er god nok, jeg får ikke de karakterer som alle andre, jeg lever ikke engang op til mine egne forventninger. Jeg føler at den måde samfundet er bygger op især med de her karakterer at de ligger et kæmpe pres på en. Jeg har fortalt en veninde om det, hun er på en måde hende jeg går til hvis jeg skal tale om dybe ting. Men føler at hele det her år har jeg været ved at bryde sammen, med karakterer, lektier, termisprøver, at føle sig udenfor, ikke ønsket, misforstået. Jeg føler ikke at jeg får noget igen i mine "Venskaber". Føler ikke at livet ser særlig lyst ud, jeg føler mig virkelig ensom. Føler ikke at nogen rigtig forstår mig, eller ser mig som jeg er. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, er ængstelig over tanken om at skulle i skole efter ferien igen, skal i 9. Klasse og er frygtelig bange for alle de afgørende ting der kommer der, og er også frygtelig bange for min fremtid, føler at den ikke kan blive lykkelig.

Svar:

Kære dig

Det lyder til at du går rundt med nogle rigtig ubehageligt følelser, og jeg er glad for at du har skrevet ind til os.

Som du selv skriver, så er der desværre blevet meget fokus i vores samfund på at man skal klare sig til perfektion i skolen, og det betyder at rigtig mange unge går rundt med de følelser som du beskriver. Nemlig frygten for ikke at slå til, for at man ikke er god nok, at alting afhænger af ens karaktere, og at man ikke er velkommen i fællesskabet hvis man ikke presser sig selv. Det er også disse følelser som gør at rigtig mange føler sig stressede, og at de samtidig ikke skal sige det til nogen, for hvad vil de jo så tænke? Men det er lige præcis det modsatte som jeg vil anbefale dig at gøre. Snak med nogen om det. Fortæl din lærer, din studievejleder, dine forældre om hvordan du har det. Du har allerede taget første skridt ved at skrive ind til os, og det er virkelig sejt at du kan sætte så mange ord på det du oplever. Det tyder på at du godt ved at det ikke er sundt at være så presset, og at det ikke er muligt for dig at klare det helt alene. Og det er helt okay! Vi kan ikke klare os uden andre, og det er et tegn på styrke at man tør bede andre om hjælp.

Du skriver at du har prøvet at snakke med dine venner om det, men at de ikke forstår hvad du prøver at sige. Når man er i din alder, så kan det være rigtig svært at skulle forholde sig til at andre har det svært. Særligt hvis man ikke selv helt har prøvet at have de samme følelser. Det betyder ikke at de ikke holder af dig, men som du selv skriver, så er det måske bare ikke dem du skal snakke med om det der er svært. Du skriver at du har en veninde som du plejer at snakke dybt med. Hvad tænker hun om det du oplever? Måske er hun også usikker på hvad hun skal sige eller gøre, men måske hun vil sidde sammen med dig når du skal snakke med dine forældre og støtte dig? På den måde så giver du hende en meget konkret måde at hjælpe dig på, og du får fortalt en voksen om hvordan du har det.

Mit råd til dig er at du fortæller en voksen nær dig om hvordan du har det. Når det så er sagt, så skal du også vide at karakterer ikke bestemmer hvordan din fremtid skal være. Det er jo bare et tal, som i sidste ende ikke betyder noget. Det er i hvert fald langt de færreste arbejdsgivere (her er vi langt ude i fremtiden) som kigger på karakterer - og da særligt ikke nogen fra folkeskolen. Men derfor kan det godt føles som det vigtigste i verden når man står i det. Så er det også bare meget vigtigt at huske på at der ikke er noget som er vigtigere end dit helbred.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg vil også anbefale dig at komme forbi vores chat.

Kærlig hilsen

Julie