Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

P-piller

brevkassespørgsmål

P-piller

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Hej, jeg er lige startet på p-piller og har lige 3 spørgsmål. Jeg har en fast kæreste og han er den eneste jeg har haft samleje med, så vi fortrækker ikke at bruge kondom for bedre nydelse, heraf kommer 1. Spørgsmål; Skal jeg være nervøs for at kunne blive gravid, hvis han kommer oppe i mig? Vi har førhen enten brugt kondom ellers har han trukket sig ud inden han kom, men er det nødvendigt for ham at trække sig ud, når jeg er på piller, for det var egentlig grunden til jeg startede på dem, så ikke det var nødvendigt. Og hvis vi f.eks. Har samleje flere gange om ugen og måske også om dagen og han så kommer i mig hver gang, vil vi så skulle være bekymrede omkring pillernes virkning? 2. Spørgsmål: jeg har i min p-pille pakke (loette 28) 7 kalkpiller til min menopause, men lad os sige at jeg kun bløder i 5 af dagene og vi har samleje de sidste 2 dage, hvor han kommer i mig. Er der risiko for at jeg kan blive gravid der? 3. Spørgsmål: Det er sådan, at fordi jeg lige er startet på p-pillerne, skal jeg til kontrol efter de 3 måneder, hvorefter min læge vil vurdere om jeg skal fortsætte på pillerne eller evt. skifte mærke osv. Min kæreste tog min mødom for omkring 2 måneder siden og vi har været sammen i et par måneder, så vores sexliv er forholdsvist aktivt, da der stadig er meget nysgerrighed fra begges sider. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne fortsætte på pillerne, men jeg har også kun taget dem i 4 dage. Men lad os antage, at jeg ikke bliver godkendt til at fortsætte på pillerne; hvornår burde vi så starte på at bruge anden beskyttelse igen? Altså ville jeg f.eks. stadig være beskyttet hvis vi har samleje, hvor han kommer op i mig, på min sidste dag af pillerne? Eller ville vi f.eks. skulle bruge kondom de sidste 7 dage af pillerne, nu hvor jeg ikke skulle starte på en ny pakke derefter? Håber I forstår mine spørgsmål og kan svare på dem

Svar: 

Hej med dig.

Det er dejligt at høre, at dig og din kæreste er opmærksomme på at I beskytter jer ved sex. Alt det med p-piller kan godt være lidt forvirrende at finde ud af - hvordan og hvornår det virker og så videre. Så derfor er det rigtig fint, at du skriver herind for at få svar på nogle af dine spørgsmål, og jeg vil forsøge at svare, så godt jeg kan.

1. Nej du skal ikke være nervøs for graviditet ved, at han kommer oppe i dig, mens du er på p-piller. Som du selv nævner, så gør p-pillerne netop, at han kan komme oppe i dig uden, at du bliver gravid. Det er dog vigtigt, at du er startet korrekt på p-pillerne, ved at tage den første p-pille den første dag, du havde menstruation. Men det har din læge nok fortalt dig om. Hvis du gjorde det, så er der ikke noget at være nervøs for - og det gælder uanset, hvor mange gange i har sex; p-pillerne virker hele tiden.

2. P-pillerne gælder som ovenfor nævnt hele tiden. Det vil sige, at de gælder også i den uge, hvor du ikke tager p-piller. Så som du skriver, hvis du bløder 5 af dagene og i har samleje de sidste 2 dage, så er du også beskyttet der. Og får i lyst til at have sex, mens du har menstruation, så kan du heller ikke blive gravid i de dage.

3. Du er beskyttet så længe du er på p-pillerne, men det er meget vigtigt, at i bruger anden beskyttelse, så snart du stopper på p-pillerne - hvis du altså stopper. Men det synes jeg, du skal tale med din læge om. Hvis din læge af en eller anden grund synes, du ikke skal være på p-piller (det vil oftest være, hvis for eksempel han kan se, at det påvirker dit blodtryk eller noget i den stil), så er det meget vigtigt, at du får en snak med ham eller hende om, hvad du så skal gøre for at beskytte dig.

Jeg vil også lige nævne, at p-piller kun beskytter mod graviditet. Det vil sige, at de ikke beskytter mod kønssygdomme. Du skriver, at du kun har haft samleje med din kæreste - men hvis din kæreste har haft samleje med andre end dig, så kan der være en risiko for, at han har fået en kønssygdom fra en anden. Derfor er det en god ide, at han bliver tjekket hos en læge, inden i har sex uden kondom. Og hvis i på et tidspunkt går fra hinanden, og du skal have sex med en ny, så er det også vigtigt, at Í bruger kondom, indtil i begge er blevet tjekket ved en læge.

Jeg håber, det gav svar på dine spørgsmål. Og dukker der andre spørgsmål op, så er det altid en god ide at finde en at spørge, sådan at I kan fortsætte med at nyde hinanden, uden at være nervøse.

Mange hilsner fra Janni

Janni har svaret på dette spørgsmål
Dit liv på nettet

Hvad passer bedst på dig?

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program