Hej Anonym

Rigtig mange mennesker har på et eller andet tidspunkt i livet selvmordstanker, og i teenageårene, hvor man udvikler sig og begynder at opleve livet på helt nye måder, er det ikke unormalt at man kan få selvmordstanker, hvis man er rigtig ked af det, eller oplever at livet og hverdagen kan være svær at overskue. 

Men heldigvis er det sådan at selvmordstanker slet ikke behøver at føre til at man forsøger at begå selvmord.

Prøv at tænke på selvmordstanker som et signal på, at der er noget galt som du måske skal have hjælp til at få ændret. 
Lidt ligesom fysisk smerte er et signal kroppen bruger til at gøre os opmærksomme på et fysisk problem. Hvis nu du vrikker om på foden, gør det mega ondt. Den fysiske smerte gør dig opmærksom på, at der er noget galt med din fod. Hvis smerten i foden ikke går væk skal du nok lige et smut forbi lægen fordi du har brug for hjælp til at få en rask fod igen. 

På samme måde kan du tænke lidt om følelser. Hvis du er rigtig ked af det, er det kroppen der fortæller dig at der er noget i dit liv der på en eller anden måde presser dig. At du oplever ting som du har det dårligt med, og derfor bliver ked af det. Det er helt almindeligt at blive ked af det og ofte bliver man heldigvis hurtigt glad igen. 
Men hvis man oplever at man ikke rigtig kan slippe af med den her følelse af at være ked af det, eller følelsen af smerte indeni måske endda bliver værre, kan man godt begynde at udvikle rigtig tunge tanker som eksempelvis selvmordstanker. Og hvis man gør det er det kroppen der forsøger at fortælle at, det er behov for, at gøre noget for man kan få det bedre. 

Mange, der oplever selvmordstanker, bliver bange for tankerne. Og det kan jeg godt forstå. Men her tænker jeg det er vigtigt at huske på, at selvmordstanker ikke behøver at betyde at man har et ønske om at dø. Det betyder nærmere, at man har et ønske om at noget skal ændre sig. At noget skal blive anderledes, så mange ikke længere er ked af det. Igen... selvmordstanker​ er kroppens måde at fortælle dig, at noget ikke er som det bør være. Og det signal, skal man selvfølgelig tage alvorligt. 

Jeg ved ikke om du spørger fordi du selv har selvmordstanker, eller om du måske "bare" er nysgerrig?
Hvis du selv har selvmordstanker synes jeg du skal fortsætte med at gøre det du er startet på da du valgte at skrive her i brevkassen. Nemlig at række ud efter nogen at snakke med, og fortælle om hvordan du har det. 
Måske dine forældre, en lærer, noget andet familie, eller en anden voksen som du føler dig tryg ved. 
Hvis du ikke føler dig tryg ved at skulle snakke med nogen, sådan ansigt til ansigt, synes jeg du skal overveje at prøve anonymt først. 
Du kan prøve vores chatrådgivning hvor der sidder rådgivere der meget gerne vil chatte med dig om lige præcis det du har på hjerte. 
Der er også Livslinien som rådgiver om lige præcis selvmordstanker. De har både en chat- og en telefonrådgivning, og de har åben hver dag mellem kl. 11 om formiddagen og 3 om natten. 

Selvmordstanker kan være meget skræmmende og rigtig svære at opleve. Men der findes hjælp til at løse op for tankerne, og der findes ofte god hjælp og gode løsninger på de problemer der har startet selvmordstankerne. 

Mange hilsner
Niels-Christian