Sommerhuset er lyst og imødekommende. Faktisk er det et af de bedste sommerhuse, de har lejet indtil videre, synes Saga. Hver sommerferie lejer hendes mor og stedfar et sommerhus et sted i landet, og så tager de afsted alle sammen.

”Her er da meget godt!” Saga går ind i stuen og kigger rundt.

”Ja, det er da skønt. Prøv lige at se en terrasse – her er sikkert rigtig dejligt, når solen er på.” Hendes mor åbner stuedøren og træder ud på fliserne.

”Vi skal da næsten spise ude i dag!” Helt begejstret går hun ind i køkkenet og begynder at pakke madvarerne ud. Saga smiler og føler for første gang i mange uger, at det er et oprigtig smil. Men med det samme rammes hun af en dårlig samvittighed. Hvordan kan hun stå der og smile og være taget på sommerferie, når hendes far ligger indlagt på et afrusningscenter – kæmpende den største kamp af alle – at blive ædru? Han har været indlagt på afrusningscentret i tre dage, og hun har snakket med ham hver dag. Han siger, at han har det svært, men at han vil gøre, hvad han kan for at holde fast i sig selv. Og hun forsøger at muntre ham op, være positiv og fortælle ham, hvor sej hun synes, at han er, at det er helt vildt respektfuldt, når et menneske med misbrug vælger at handle på det. Hun kan kun håbe på, at han vinder sin kamp. Målet er altafgørende for dem begge to.

Saga vågner tidligt. Hun skal med sin mor ud at løbe de vante fem kilometer. Det er ligesom et ferieritual. Hun glæder sig til at komme ud og løbe søvnen og uroen af sig. Hun har sovet med telefonen ved siden af hovedpuden for at kunne høre, hvis nogen ville i kontakt med hende. Eller hvis hendes far skulle få brug for hende. De siger jo, at nætterne er de værste, for det er der, du er mest alene med dig selv.

”Godmorgen, skat.” Hendes mor stikker hovedet ind på værelset til hende.

”Er du klar?” Hun står allerede med løbetøj på og sine løbesko i hænderne.

”Ja, eller det bliver jeg lige om to minutter.” Saga smiler til sin mor og stikker fødderne uden for dynen. Lige så stille kan hun mærke uroen vågne, og hendes krop begynder stille at sitre. Hun skynder sig at hoppe i sit løbetøj, så hun for en stund kan lade som om, at hun løber fra angsten og alle bekymringerne.

Solen titter frem bag de disede skyer. Alle sidder de ved morgenbordet ude på terrassen med rundstykker, te og kaffe. Saga og hendes mor sidder stadig i deres våde løbetøj. Løbeturen gav Saga lidt ro, og hun kan nu bedre mærke sig selv. Nogle gange er det nødvendigt at lade sig opsluge af træning for at få forbindelse til kroppen igen. Specielt de hårde træninger, der giver anledning til ømme muskler, er gode til lige netop det formål. På en måde er det nemmere at lade opmærksomheden hvile på ømheden i musklerne i stedet for på alt det, som hun bekymrer sig om og ikke kan styre.

En sms tikker ind på hendes telefon: ”Ring lige. Far.” Saga mærker med det samme knuden i maven. Uden at sige noget rejser hun sig fra bordet og går ind i stuen. Hun trykker hurtigt nummeret og ringer ham op.

”Hej, det er far.”

”Hej far. Hvordan går det i dag?” Der er stille i den anden ende.

”Far? Er du der?” Hendes hjerte begynder at hamre. Hun ved allerede, hvad han vil sige.

”Saga, jeg tror ikke, at jeg kan.” Hans stemme er lille og fuld af skam og dårlig samvittighed. Han ved også godt, hvad der er på spil.

”Far, du har været så god og sej de sidste dage. Hvad er det, der gør, at i dag er lidt mere hård end de andre?” Hun stiller sig hen til vinduet og begynder at pille ved snoren til persiennerne. Ude på græsplænen er en solsort ved at hive en regnorm op fra jorden.

”Jeg har det dårligt, og mine tanker er som torden inde i hovedet på mig. Jeg kan ikke holde det ud længere.” Hun forestiller sig, hvordan han sidder med hovedet i sine hænder og kæmper med sig selv.

”Far, hør på mig!” Saga synker klumpen, der er på vej op.

”Du er sej. Du kan godt det her. Ikke for min skyld, ikke for Martins skyld eller nogen andens, men for din egen skyld. Du fortjener et liv uden alkohol. Et liv, hvor du kan se og tænke klart. Et liv, hvor du kan nyde med dem, du holder af og dem, der holder af dig. For dem har du i dit liv. Du er vigtig for mig – og jeg tror på dig!” Hendes hænder ryster, og hun ville ønske, at hun kunne række dem gennem telefonen og holde om ham. Forsikre ham om, at han kan. At han kan forlade sin offerrolle og tage ansvar for sit liv.

”Saga…”

”Du er så meget mere end det her, far. Du kan så meget. Tænk på alle de gode sider, du har. Du er kreativ og dygtig med dine hænder. Tænk på, hvor mange gode timer vi to har brugt på at tegne, male og fortælle historier. Hvor mange du har hjulpet gennem tiden – fordi du er dygtig og vellidt blandt de mennesker, du har i dit liv. Hvor mange, der ville vælge dig til igen, hvis du kunne stoppe dit drikkeri. Du er mere end det forbandede misbrug – hører du mig?” Hun kan mærke, hvordan varmen stiger op ad halsen og ud i hendes kinder.

”Nu er der nogen, der passer på dig, og som du kan snakke med, når du synes, at det er svært. Det er en del af hele processen.”

”Ja, jeg forstår, hvad du siger. Tak, Saga. Jeg skal nok klare mig. Det er heller ikke noget, du skal bekymre dig for meget om. Det er jo mit ansvar. Ja, min egen skyld.” Han får lidt mod tilbage i sin stemme.

”Ja, men nu gør du noget ved det. Det er det, der betyder noget.”

”Ja.” Så er der stille igen.

”Jeg elsker dig, mus.”

”Jeg elsker også dig, far. Pas på dig selv! Og husk, at du kan ringe, lige meget hvad, der sker – jeg tror på dig. Og Martin også.”

”Hm.” Han tænker, kan hun fornemme.

”Ja, vi tales ved, Saga.”

”Hej, far.” Og så lægger han på. For fanden, hvor gør det ondt. Som så mange gange før ville hun ønske, at hun var hos ham nu.

Ugen i sommerhuset er slut, og nu sidder de alle samlet om bordet hjemme i det kendte barndomshus. Maden er blevet øst op på tallerknerne, og sammen sidder de og fortæller hinanden om alt det, som de har oplevet i ugens løb, da hendes telefon ringer. Hun rejser sig og går ind i stuen for at tage den. Det er hendes farbror.

”Hej, Saga. Så er den sgu gal igen.”

”Hvad mener du?” Med det samme sidder hendes hjerte i halsen på hende.

”Ja, hvad tror du? Jeg er lige blevet ringet op af personalet i Holstebro. Han er gået derfra!”

”Hvad er han? Jamen jeg troede…”

”Ja, det gjorde jeg også. Men én ting er sikkert. Jeg henter ham sgu ikke. Det kæmpe fjols. Det her må han sgu selv finde ud af. Det er ham, der har lavet lort i den, så han må selv finde ud af at komme hjem derfra. Jeg gider ikke bruge mere af min tid på ham. Han viljo ikke hjælpes.” Saga kan ikke sige noget, hun står som forstenet og kan kun høre en susen for hendes ører.

”Saga, jeg er sgu ked af det. Jeg troede, han ville det denne gang.” Hendes farbror sukker tungt i røret.

”Saga? Er du der?” Hun vågner lidt op og rømmer sig. Forsøger at dæmpe gråden i hendes stemme.

”Ja, jeg kan godt høre dig. Men vi kan da ikke lade ham gå rundt alene. Ved du, hvor han er?”

”Det må da være hans eget problem. Vi kan ikke gøre mere for ham, hvis han ikke vil hjælpes.”

”Jeg kan ikke lade ham gå alene. Vi ved jo ikke, i hvilken tilstand han er.” Hun kan mærke, at hun bliver vred. For helvede da, hvordan skal hun kunne lade som ingenting og bare lade ham være. Det her er alvorligt. Han er syg, og han har brug for hjælp.

”De siger, at han sidder og sover i et busskur lige over for centret – de kan se ham fra vinduet.”

”For fanden da! Giv mig adressen, så henter jeg ham selv.” Hun kan se, hvordan hendes trøje bevæger sig på grund af de hårde dunk i brystet. Hun føler sig svimmel.

Saga går tilbage i køkkenet. Der står hun med armene hængende langs siden og tårer i øjnene. Hun hader, når andre kan se, at hun er ked af det. Det er en svaghed og tegn på, at hun ikke længere har selvkontrol. De andre kigger op fra deres tallerkner.

”Er det far?” Hendes mor kigger spørgende på hende.

”Han er gået derfra” Hun lader et tungt suk forlade hendes bryst, støtter sig til bordpladen og kigger så op.

”Må jeg låne bilen. Jeg bliver nødt til at hente ham.”

”Jeg kører med dig. Du skal ikke køre selv!” siger hendes mor og rejser sig med det samme. Hun klemmer Sagas arm.

”Det skal nok gå, Saga. Jeg skal nok hjælpe dig.”