Hej Lily

Jeg kan godt forstå at du er rigtig frustreret over din situation for jeg kan godt se at det er en lang række af meget svære problematikker du kæmper med. Jeg kan også godt forstå du bliver irriteret over at folk tror du "bare" har en mild form for autuisme. Asperger kan være meget kompliceret at leve med, så du er afgjort i din gode ret til at synes det er svært.

Jeg synes på ingen måde at dit brev er usammenhængende. Tværtimod er det meget overskueligt at du stiller spørgsmålene op som du har gjort. Jeg vil prøve at svare på sammen måde. 

1. Er det åndssvagt at blive indlagt for anoreksi, når jeg jo egentlig ikke har det længere?
Nej, det synes jeg ikke det er. Måske opfylder du ikke længere de vægtkrav som er en del af diagnosen anoreksi, men som du forklarer dit vægtmål tænker jeg at du stadig tænker som man vil gøre hvis man har anoreksi. Jeg har altid synes at det var lidt skørt at man først kan få diagnosen anoreksi og dermed komme i behandling når man når ned på en bestemt vægt. For når man er blevet så undervægtig som "man skal", så har de tanker og følelser der har fået vægten helt derned jo været indeni i rigtig lang tid. 
Så altså...hvis lægerne vurderer at det kunne hjælpe dig at blive indlagt selvom du ikke er undervægtig nok til at få diagnosen, synes jeg afgjort det giver mening, og jeg tænker det giver god mening at tage imod tilbudet. 

2. Hvad er der galt med mig siden at jeg ikke har nogen venner?
Nu kender jeg selvfølgelig ikke dig godt nok til at kunne fortælle dig præcis hvorfor du ikke har nogle venner lige nu. Men jeg kender andre unge med diagnoser som autisme og asperger der har venner, og jeg kender unge der ikke har diagnoser, som ingen venner har. Så jeg tror der kan være mange grunde til at du ikke har venner lige nu, og jeg tror også at du sagtens kan få venner. Jeg kan godt forstå at du føler at du fejler alt muligt med de mange forskellige diagnoser, og jeg kan godt forstå hvis du føler at det er helt uoverskueligt. 
For ud over de her vanskeligheder som helt sikkert følger med flere af diagnoserne tænker jeg også at du selvfølgelig også er "ramt" af alle de samme helt almindelige udfordringer og problematikker som alle andre unge i din alder er. Tanker om livet, identiteten, selvværet, og den verden man er en del af. Store og vilde tanker som selv unge uden ekstra vanskeligheder kan blive overrumplet af. Grunden til at jeg siger det her er at jeg tænker at du som 19-årig står lige midt i den her vildt kaotiske periode i dit liv hvor tanker og følelser vælter rundt. I takt med at du bliver ældre bliver du helt sikkert bedre til at håndtere alle de her tanker og følelser, så de bliver meget mere overskuelige. 

Som jeg nævnte lige før er der mange unge der er ensomme og som ikke har venner omkring sig. Unge med alle mulige forskellige baggrunde, og unge med og uden diagnoser. Der findes nogle ret gode mødesteder for unge der føler sig ensomme af den ene eller anden årsag. De laver en mase forskellige arrangementer og har mødesteder flere steder i landet. Måske er der ikke et mødested lige i din by, men der kunne godt være et i en større by i nærheden af hvor du bor. Læs mere her 
Jeg kan godt følge tanken om at dine diagnoser kan være medvirkende til at du har svært ved at finde venner. Men selv om der måske er nogle områder hvor du kan være anderledes, er der garanteret også masser af områder hvor du er ligesom mange andre unge, og jeg tror det er dem du skal prøve at fokusere på. Hvad interesserer du dig for? Musik, film, sport, mode, spil eller noget helt andet? Hvis du fokuserer på det ting du er interesseret i kan du måske møde andre unge som har samme interesse. 

3. & 4. Er der mere hjælp at få?
Du er desværre ikke den eneste der står tilbage med sådan en oplevelse af at det kan være meget svært at finde hjælp, og jeg kan godt forstå at både du og din mor er ved at være virkelig pressede over situationen. Du nævner at I har prøvet DUKH, egen advokat, kommunen, hospitalet og megt mere. Jeg ved ikke hvad de andre steder I har prøvet at søge hjælp er, så det kan godt være at jeg komer til at foreslå steder som I allerede har været i kontakt med. 
Jeg tænker også at det afhænger af hvad det helt præcist er du har brug for hjælp til. Er det hjælp til bolig, uddannelse, at få venner, behandling af din anoreksi, depression eller noget helt andet? 
Måske kender I dem allerede, men i forhold til de forskellige diagnoser findes der en række foreninger som tilbyder forskellige former for hjælp og rådgivning. Autismeforeningen, Aspergerforeningen og Foreningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. 
I forhold til at få hjælp til at snakke med kommunen vil jeg foreslå dig at kontakte børn vilkår. De tilbyder hjælp til kontakt til eksempelvis kommne og hospital hvor de hjælper med at sikre dine rettigheder. Som udgangspunkt tilbyder de hjælpen til unge under 18, så jeg er ikke sikker på at de selv kan hjælpe. Men hvis de ikke selv kan, vil de være i stand til mere præcist at give et bud på hvem der så kan. Du kan læse mere om bisidderordningen her

Som jeg startede med at sige kan jeg godt forstå din frustration over den situation du står i. Jeg kan også godt forstå du er nervøs for igen at skulle på hospitalet og måske have nednu en diagnose. Men jeg tror du skal prøve at vende det om. 
Diagnosen er det læger, psykologer, psykiatere og andre behandlere skal bruge for at kunne finde ud af hvordan de bedst kan hjælpe dig. Systemet er sådan i dag at uden en diagnosen kan det være så godt som umuligt at få konkret hjælp. Men med en diagnosen bliver der pludselig muligheder, så det behøver ikke være negativt. For at kunne finde svar og løsninger på dine udfordringer, må de først finde ud af hvad spørgsmålet er...altså præcis hvad dine udfordringer og problemer går ud på. 

Husk også at du er meget meget MEGET mere end din diagnose. Hvis du brækker dit ben bliver du ikke til et brækket ben. Så er du et menneske med et brækket ben.
Sådan er det også med dine diagnoser. Du er et menneske af kød og blod, med følelser og tanker ligesom alle andre mennesker. Du er så et meneske der oveni alt det andet har diagnoser. 

Hold fast og bliv ved med at kæmpe for at få det bedre, for at finde venner, for dine rettigheder og få at få den bedste hjælp og støtte. Som sagt kan jeg godt forstå hvis det lige nu kan virke uoverskueligt og umuligt at se mulighederne, men jeg tror på at det kan lykkes, og at du i fremtiden vil få det bedre. 

Bedste hilsner
Niels-Christian